Klimasikring: En tryg fremtid for vores borgere
26. november 2024 - kl. 4:42 - af Michael Egelund
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Tina Kruckow, Byrådsmedlem (F) og Martin Tøttrup Kelkelund, Byrådsmedlem (F), Frederikshavn Kommune:
I SF tager vi ansvar for både vores natur, borgernes tryghed og for langsigtet klimasikring i Frederikshavn Kommune. Klimaforandringerne påvirker vores kystsamfund med stigende risiko for oversvømmelser, og derfor mener vi, at det er uansvarligt at bygge boliger på Apholmenvej 55, hvor risikoen er stor.
Titusindvis af danskere risikerer i fremtiden at ende i boliger, der står under vand, og som ansvarlige politikere kan vi ikke stemme for at skabe en sådan utryghed blandt borgerne i vores kommune. Frederikshavn er en smuk kystkommune, og vi skal tage klimaforandringerne alvorligt og bygge med omtanke. Vi har allerede mange attraktive boligområder, der udvikles sikkert og bæredygtigt – og vi bør fokusere på dem.
Eksempelvis er området ved Apholmenvej 55 præget af unik natur og et rigt dyreliv, som fortjener at blive bevaret. Det er også et område, hvor risikoen for fremtidige oversvømmelser er høj.
Vi må se klimaforandringerne i øjnene og sikre, at vores valg bygger på en tryg og fremtidssikret byplanlægning for hele kommunen.
Flere danske kommuner er allerede gået foran og udarbejdet planer for at håndtere risikoen for oversvømmelser og erosion langs kysterne. Betyder det at vi ikke skal bygge langs kysten længere? Nej, vi ønsker fortsat at skabe udvikling langs vores kyster, men det skal ske med omtanke for klimaet og respekt for vores fælles naturarv.
Desværre står Frederikshavn Kommune langt fra alene med disse udfordringer. På landsplan mangler vi en national klimaplan og finansiering til klimasikring, som kan matche omfanget af det her problem. I dag ligger ansvaret på de 98 kommuner, hvor vi her i Frederikshavn har afsat midler til klimatilpasning– et lille beløb, der langt fra er nok til at beskytte vores udsatte husstande mod de klimaforandringer vi står overfor. Derfor bliver vi også nødt til at tænke klogt og ansvarligt i vores byplanlægning og fremtidige byggeplaner.
SF’s beslutning er klar: Vi prioriterer borgernes tryghed og sikkerhed, og vi vælger at tænke langsigtet, så alle kan blive boende i et hjem uden høj risiko for oversvømmelser. Det er vores ansvar at passe på både mennesker og natur.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Klimasikring: En tryg fremtid for vores borgere' til en bekendt