Udmøntning af Grøn Pulje i tilknytning til Badskær
22. oktober 2024 - kl. 1:09 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Ansøgningsfrist for ansøgninger til Grøn Pulje på 2.149.120 kr. vedrørende solcelleanlægget ved Badskær var den 15. september. Ved ansøgningsfristen var der indkommet 18 ansøgninger på i alt knap 8 mio. kr.
Alle projekter vurderes at opfylde kravene til at kunne opnå støtte. Ifølge det vedlagte administrationsgrundlag for Grøn Pulje, har projekter indenfor en radius på 5 km fra VE-anlægget (VE = Vedvarende Energi) forrang i forhold til øvrige projektansøgninger ved udlodningen af midlerne. Der er indkommet 9 ansøgninger på i alt 4.346.521 kr., som er omfattet af denne bestemmelse.
En fordeling af midlerne sker desuden ud fra, hvor godt projekterne lever op til kriterierne for vurdering af ansøgninger:
- I hvor høj grad projektet gavner de nærmeste naboer til anlægget
- I hvilket omfang projektet understøtter og styrker lokalsamfundets attraktivitet
- I hvor høj grad der er lokal opbakning til projektet
- I hvilken grad der er medfinansiering
- Projektets parathed, kvalitet og realiserbarhed
- I hvor høj grad, der er taget højde for driften af projektet
- Projektets originalitet og nytænkning
- I hvor høj grad projektet bidrager til en bæredygtig udvikling
- I hvor høj grad projektet spiller sammen med øvrige planer og projekter i lokalområdet eller generelt i kommunen
Den kommunale administration foreslår, at Verdensmålsudvalget prioriterer, hvilke ansøgninger der indstilles til at modtage tilskud, samt hvilken størrelse tilskud de indstilles til.
Projekterne
Der er:
- Anja Moses ”Rødbeden” med heste og natur som terapi
- Dybvad Byudviklings hundeskov
- Dybvad/Hørbys naturoase med to naturskønne frirumsområder i lokalsamfundene
- Toiletter i Dybvad Forsamlingshus
- Dybvad Boldklub – renovering multibane
- Nye vinduer og døre i Dybvadhallen
- Dybvad Borgerforening – opholdsfaciliteter Søparken
- Ørtoft Borgerforening – vil reducere energiforbruget i foreningshuset og forbedre miljøpåvirkningen. Der søges til opførelse af luft/luft varmepumpe
- Energioptimering af den gamle gymnastiksal i Thorshøj gl. skole
- Østervrå Borgerforening – Hærvejspladsen
- Østervrå Idræts- og Kulturcenter – Hærvejshjemmet
- PixlArt har 2 ansøgninger: Vision om at skabe nyskabende kulturbegivenheder, der vil styrke og udvikle nye fællesskaber i Vendsyssel med evende kulturscene med en række unikke lysfestivaler samt energioptimering af bygning med spektakulære muligheder for indretning og kunstudstillinger
- Privatperson ønsker etablering af “Distriktsdrømme Byudvikling” som forening
- Foreningen Knivholt Hovedgård ønsker at skabe et unikt Troldeunivers baseret på Troldepus- karakteren
- Frederikshavn Sportsdykkerklub ønsker ny højtrykskompressor
- Sportsrideklubben Lerbæk ønsker opsætning af drikkekopper til heste
- Golfklubben Hvide Klit ønsker solcelleanlæg på greenkeepergarage med det formål at nedbringe klubbens CO2 udledning og fremtidssikre klubbens maskinpark.
Økonomiudvalget har en stillingtagen til Grøn Pulje på udvalgets møde den 23. oktober.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Udmøntning af Grøn Pulje i tilknytning til Badskær” under annoncerne.
Verdensmålsudvalget har ført følgende til protokols efter udvalgets møde forud for Økonomiudvalgets møde: Drøftelserne genoptages på et ekstraordinært møde den 5. november 2024.