Foto: DIF.
Giv din lokale idrætsforening et skulderklap
14. oktober 2024 - kl. 3:58 - af Michael Egelund
Danske Spil og Danmarks Idrætsforbund (DIF) kårer Årets Idrætsforening 2024. Nu kan alle danskere igen indstille en forening, der har gjort en særlig indsats – og vinderen af prisen modtager 100.000 kroner. Sidste år kom der hele 1.056 indstillinger, og prisen og hæderen gik til Hammel Gymnastikforening.
Idrætsforeningerne spiller en nøglerolle i Danmark og bidrager til sundhed, fællesskaber og sammenhængskraft for millioner af danskere i både land og by. Nu har danskerne mulighed for at give et velfortjent skulderklap til foreningerne og deres mange frivillige kræfter.
Danske Spil og Danmarks Idrætsforbund kårer for fjerde år i træk Årets Idrætsforening. Sidste år blev der modtaget hele 1.056 indstillinger med bud på, hvilken forening der skulle vinde prisen. Nu bliver der igen åbnet for indstillingerne den 9. oktober.
Alle kan frem til den 29. oktober klokken 12.00 indstille deres favorit på DIF’s hjemmeside.
“Det er en stor fornøjelse igen at være med til at hylde de mange frivillige kræfter, der gør en forskel i idrætsforeningerne rundt om i landet. Denne pris er en mulighed for at give foreningerne et velfortjent skulderklap for deres store indsats – en indsats, som ikke kun styrker elitesporten, men skaber stærke fællesskaber og sammenhold i lokalsamfundene”, siger Nikolas Lyhne-Knudsen, der er adm. direktør i Danske Spil, og fortsætter:
“I år kan Danske Spil fejre, at vi har været til glæde og til gavn i 75 år. Og vores overskud går hvert år tilbage til danskerne. Derfor betyder det særligt meget for os at hylde de ildsjæle, der lægger både tid og hjerte i at gøre en forskel for andre ude i de fællesskaber.”
Prisen uddeles til en forening, der gør en helt særlig og ekstraordinær indsats, og vinderen modtager 100.000 kroner. Hvilken forening, der vinder prisen, afsløres i forbindelse med DR’s store Sport 2024-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 4. januar.
Et velfortjent skulderklap til foreninger og frivillige
Når indstillingsfristen er udløbet den 29. oktober, udvælger juryen tre foreninger, som danskerne efterfølgende kan stemme på.
Juryen består af Nikolas Lyhne-Knudsen fra Danske Spil, Hans Natorp, som er formand for DIF, og Rikke Nielsen, der er tidligere håndboldlandsholdsspiller og nuværende leder af LykkeLiga – et håndboldfællesskab for børn og unge med udviklingshandicap.
”Jeg glæder mig til at være med til at pege på de tre foreninger, som danskerne kan stemme på. Men jeg glæder mig først og fremmest til at dykke ned i de mange indstillinger og læse om alt det gode arbejde, der bliver ydet i foreningerne i hele Danmark,” siger Rikke Nielsen.
Det er fjerde år i træk, at Danske Spil og DIF uddeler prisen. Sidste år gik hæderen og de 100.000 kroner til Hammel Gymnastikforening.
”Det er stort at være med til at kåre Årets Idrætsforening, men for mig er det største, at over 1.000 danskere tog sig tid til at indstille en forening. Det fortæller mig, at danskerne er glade for deres foreninger og sætter pris på det arbejde, som de frivillige yder,” siger formand for DIF, Hans Natorp.
Sådan foregår det
Alle, også foreningen selv, kan nominere en idrætsforening på DIF’s hjemmeside (www.dif.dk/arets-idraetsforening) indtil den 29. oktober.
Herefter gennemgår juryen de indsendte forslag og udvælger tre foreninger, der går videre til en afstemningsrunde.
Afstemningsresultatet og juryens vurdering afgør, hvem der vinder prisen.
Vinderen afsløres i forbindelse med DR’s store Sport 2023-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 4. januar. Ud over de 100.000 kroner til vinderen, vil der være 10.000 kroner til hver af de to øvrige finalister.
Tidslinje
- oktober: Der åbnes for indstillinger på DIF’s hjemmeside
- oktober klokken 12.00: Det lukkes for indstillinger
- oktober – 20. november: Votering og udvælgelse af tre finalister
- november – 1. december: Danskerne kan på DIF’s hjemmeside stemme på de tre finalister
4. januar: Vinderen afsløres i forbindelse med det store Sport 2024-show i Jyske Bank Boxen i Herning
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Giv din lokale idrætsforening et skulderklap' til en bekendt