Dybvad Byudvikling ønsker hundeskov i Dybvad
14. oktober 2024 - kl. 5:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Når Verdensmålsudvalget mødes på rådhuset tirsdag den 22. oktober, skal udvalgets medlemmer bl.a. behandle en indkommen ansøgning fra Dybvad Byudvikling (ved Jesper Koldtoft), som ønsker etableret en hundeskov i Dybvad.
Dybvad Byudvikling benytter sloganet ”fornyelse – renovering – forskønnelse”.
I projektbeskrivelsen peges der bl.a. på, at Dybvad Byudviklings formål er at udvikle Dybvad og omegn, så det bliver mere attraktivt at flytte hertil. Det kan bl.a. ske ved køb og nedrivning af ejendomme samt fremtidig vedligeholdelse af grunde eller ved opkøb og renovering af ejendomme med henblik på salg eller udlejning.
Foreningen kan dog indgå i alle former for aktiviteter, der kan fremme den ønskede udvikling i byen, herunder sociale aktiviteter, som styrker sammenholdet.
Foreningen har bl.a. opkøbt to tomme grunde til brug for fremtidige aktiviteter. En af disse grunde er Hanken 1, som er erhvervet i sommer.
Her planlægges der – efter langvarigt ønske fra byens hundeejere – etableret en hundeskov med adgang for indbyggere fra både Dybvad og de omkringliggende byer.
Arealet ligger i udkanten af byen og har stået tomt i flere år, efter at en faldefærdig ejendom blev fjernet.
Tilbage er kun enkelte ruiner af udhuse, som foreningen bortskaffer, hvorefter området renses op, planeres og beplantes, så det fremstår grønt og indbydende. Der skal anlægges et mindre stisystem i hundeskoven, som foreningen Dybvad Byudvikling vedligeholder fremover tillige med eventuelle skader på hegn etc.
Hundeskoven skal indhegnes af 225 meter dyrehegn med to ind-/udgangslåger. På et mindre opholdsområde ønskes der opsat et bord-/bænkesæt og et læskur, lige som der ansøges om et rådighedsbeløb til indkøb af diverse træer og lav beplantning ved opholdsområdet.
Der søges om et rådighedsbeløb til indkøb af diverse træer og lav beplantning.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dybvad Byudvikling ønsker hundeskov i Dybvad' til en bekendt