Velbesøgt kundeaften med fokus på aktuelle emner og dialog
11. oktober 2024 - kl. 4:19 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den 9. oktober bød Forsyningen indenfor på Knivholtvej i Frederikshavn for at komme nærmere ind på de emner, der har indflydelse på kundernes hverdag.
”Vi vil gerne indbyde til dialog og åbenhed. Vi er til for jer – vores kunder, ikke omvendt. Som forsyning vil vi gerne være synlige – og også mere end, når der kommer en regning fra os”, indledte kundeserviceleder Morten Trampedach. Udover emner om det lovpligtige arbejde med bæredygtighed (ESG), affaldssortering og hvordan Forsyningen håndterer en krisesituation, var der derfor indlagt tid til spørgsmål, dialog og rundvisning i aftenens program.
Det var en spørgelysten og nysgerrig forsamling, som bl.a. blev klogere på, hvilken lovgivning Forsyningen er underlagt inden for bæredygtighed, hvorfor tekstilaffald skal afleveres i gennemsigtige poser, og hvordan Forsyningen forholder sig til trusler om hacker- og cyberangreb, som længe har været en del af forsyningsselskabernes hverdag.
”Det er umuligt at være forberedt på alle scenarier, men vi gør alt, hvad vi kan for at sikre os, at hackerangreb ikke rammer vores netværk. Det er desværre en trussel, som ikke bliver mindre, men vi forsøger hele tiden at være på forkant”, tilføjede Morten Trampedach.
ESG-konsulent Bodil Marie Andersen præsenterede kort, hvordan Forsyningen arbejder med ESG: ”Det er et EU-direktiv, så det er en pligtopgave, men når det så er sagt, så kan en ESG-rapport bruges til mere end bare indrapportering. Vi kan synliggøre vores indsats på bæredygtighedsområdet – både så kunder og andre interessenter kan se, om vi præsterer på et acceptabelt niveau.”
Som afslutning kunne kunderne få assistance af en kundeservicemedarbejder, hvis de havde yderligere spørgsmål eller ønskede hjælp til kundeforhold.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Velbesøgt kundeaften med fokus på aktuelle emner og dialog' til en bekendt