Venstre fremsætter initiativsag i Byrådet om havnen i Frederikshavn
27. august 2024 - kl. 1:26 - af Michael Egelund
På det kommende byrådsmøde den 28. august fremsætter Venstre en såkaldt initiativsag vedr. havnen i Frederikshavn.
Den 13. maj 2024 indkaldte borgmesteren til et ekstraordinært byrådsmøde, som skulle finde sted allerede den 15. maj. Eneste punkt på dagsordenen var beslutning om, hvorvidt Frederikshavn Havn skulle omdannes fra kommunal selvstyrehavn til kommunal havn og medfølgende bevillinger.
Borgmesteren har kompetence til at beslutte at indkalde til et ekstraordinært byrådsmøde med et kortere varsel end lovens 4 hverdage, hvis en sag ikke kan udsættes.
Venstres byrådsgruppe påpeger, at i dette tilfælde fik byrådets medlemmer mindre end 2 dages forberedelsestid til en beslutning af gennemgribende betydning og meget stor kompleksitet, selvom borgmesteren og havnens bestyrelsesformand allerede den 24. april havde afholdt pressemøde herom.
”Vi – og formentlig alle byrådsmedlemmer – har lige siden fået mange spørgsmål fra bekymrede borgere om bl.a. nødvendigheden af overtagelsen – uden at vi har kunnet besvare deres spørgsmål. Derfor ønsker vi nu en opklaring for os såvel som borgerne i kommunen,” hedder det i Venstre-gruppens argumentation.
Ikke et ulovligt forslag
Det første spørgsmål, Venstre ønsker belyst, er, hvilke konsekvenser det har for byrådsbeslutningen den 15. maj 2024, at ”byrådet i strid med fakta under mødet af borgmesteren fik oplyst, at Jens Borups (V) ændringsforslag var ulovmedholdeligt – altså ulovligt, når dette ikke var tilfældet.”
Venstre finder, at det efter byrådsmødet den 26. juni 2024 står klart, at forslaget om at tilføre kapital, så havnen kunne forblive selvstyrehavn indtil for eksempel årsskiftet, ikke var et ulovligt forslag.
I Nordjyske har eksperter udtalt sig om, at dette vil have påvirket byrådsmedlemmernes afstemning. Det står dermed efter Venstres opfattelse klart, at der var et alternativ til omdannelsen af havnen til kommunal havn, idet Transportministeriet kunne ansøges om tilladelse til at tilføre kapital.
Denne mulighed ville efter Venstres opfattelse have kunnet imødekomme Jens Borups forslag om at udsætte omdannelsen.
Mangelfuldt beslutningsgrundlag
Derfor lyder spørgsmål 2: ”Da sagsfremstillingen i dagsordenen heller ikke indeholder oplysninger herom, er det andet spørgsmål, om byrådet har fået et så ensidigt og mangelfuldt beslutningsgrundlag, at der kan stilles spørgsmål ved beslutningens validitet? Heraf følger spørgsmålet, om der nu vil kunne træffes beslutninger, som bringer Frederikshavn Havn tilbage til en kommunal selvstyrehavn?”
Byrådets handlerum
Venstre foreslår, at de rejste spørgsmål inddrages i en sagsfremstilling på næste byrådsmøde, og at administrationen til brug for dette udarbejder en sagsfremstilling indeholdende redegørelse for og vurdering af sagsfremstilling og forløb samt juridiske konsekvenser heraf.
Derudover skal sagsfremstillingen indeholde en redegørelse for, hvilket handlerum der i dag er for byrådets beslutninger om Frederikshavn Havns juridiske status, herunder eventuel ændring heraf.
Formålet hermed er efter Venstre-politikernes opfattelse at give byrådet et fyldestgørende grundlag for nuværende og fremtidige beslutninger i relation til Frederikshavn Havn og en exitstrategi for havnen.
Sagen fremsættes på byrådets dagsorden uden administrativ indstilling.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Venstre fremsætter initiativsag i Byrådet om havnen i Frederikshavn” under annoncerne.
Forslaget faldt. 5 Venstre-politikere stemte for forslaget. De øvrige 24 byrådsmedlemmer stemte imod.