Foto: Vejdirektoratet
Omkørsel ved Frederikshavn-motorvejen bliver ændret
15. august 2024 - kl. 10:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
På grund af for lange køtider ændrer Vejdirektoratet nu omkørselsruten ved asfaltarbejdet på Frederikshavnmotorvejen. Ændringen træder i kraft i løbet af uge 34.
Den 11. august begyndte Vejdirektoratet arbejdet med at udskifte asfalten på en cirka 11 kilometer lang strækning i de sydgående spor af Frederikshavnmotorvejen mellem tilkørsel 15 Jyske Ås og frakørsel 18 Vodskov N.
Arbejdet betyder, at det er nødvendigt at spærre de sydgående spor på strækningen. I stedet har der været etableret omkørsel ad den gamle hovedvej, rute 180.
Desværre har det vist sig, at omkørslen giver længere køtider end forventet. Derfor ændrer Vejdirektoratet nu på trafikafviklingen, så trafikanterne i stedet bliver ledt over i nordgående spor i stedet for den nuværende omkørsel via rute 180.
Ændringen kræver en del forberedelse, og derfor kan den først tages i brug i løbet af uge 34.
Der vil stadig være spærring af sydgående ramper ved 16 Hjallerup og 17 Lyngdrup, da overledningen skal forbi hele arbejdsområdet. Der vil være risiko for kø ved indsnævringerne til ét spor både i nordgående og sydgående retning.
Arbejdet forventes at vare omring en måned afhængigt af vejret.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne og beboere i området.
Gode råd til trafikanter
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
En kommentar til “Omkørsel ved Frederikshavn-motorvejen bliver ændret” under annoncerne.
Mandag morgen havde Vejdirektoratet en ny regulering klar. I sydgående retning på E45 umiddelbart efter afkørsel 15 Jyske Ås fortsætter fortsætter sydgående trafik nu på motorvejen frem til udkørsel 18 Vodskov N. Trafikken ledes over i nordgående spor, så der, mens vejarbejdet står på, er markeret for både nordgående og sydgående trafik i det nordgående spor. Det ser ud til at skabe et mere glidende flow i trafikken. Imens arbejdes der på fuldt tryk med asfaltarbejde i sydgående spor på den 11 km lange strækning. Arbejdet ventes afsluttet ca. 13. september.