Vil omdanne Søbadets centerbygning til 25 boliger

Vil omdanne Søbadets centerbygning til 25 boliger

8. august 2024 - kl. 5:24 - af

Ejerne af Sæby Søbads centerbygning, Marie og Lars Dannervig, Frederikshavn, anmoder kommunen om igangsætning af ny lokalplan med kommuneplantillæg, som skal muliggøre omdannelse af centerbygningen på Strandvej 204 i Sæby fra centerfunktion til tæt-lav boligbebyggelse af ca. 25 boliger.
Foruden ændring af bygningens anvendelse anmodes der om, at et kommende planforslag muliggør en ekstra etage, så der kan opføres to etager med en bygningshøjde på op til 8,5 m.
Dertil ønskes den ene af de eksisterende øst/vest-liggende længer forlænget med ca. 30 m, og bebyggelsesprocenten ønskes hævet helt op til 40 %.
Ejerne ønsker at omdanne centerbygningen til tæt-lav helårsboligbebyggelse. Det er ejernes vurdering, at boliger i centerbygningen vil harmonere godt med de 100 selvstændige huse.
Anmodningen, som bunder i et udarbejdet materiale fra landinspektørfirmaet LE34 i Frederikshavn, er sat på som punkt på dagsordenen for næste møde i Plan- og Miljøudvalget den 12. august.

Natur med klitter i stedet for parkering
Arealet foran den nuværende centerbygning har tidligere været benyttet af lokale og turister til parkering.
Ejerne ønsker, at pladsen nedlægges for i stedet at etablere natur med klitter og lignende. De foreslår, at parkering til strandens gæster i stedet skal foregå på de nuværende parkeringspladser ved Vestmarksvej bag Ishuset (kommunalt ejet areal).
Med det ønskede planforslag ønskes i stedet etableret kælderparkering for beboerne i de nye boliger i Sæby Søbads gård.

Strider mod eksisterende lokalplan
Det ønskede projekt strider mod nuværende lokalplan og kommuneplanramme.
Kommuneplanrammen for Sæby Søbad angiver den nuværende anvendelse som ferie- og fritidsområde – herunder feriecenter, ferieby og grønne områder.
Ydermere fastsætter kommuneplanrammen bebyggelsesprocenten til 12 % for tæt-lav bebyggelse (som gælder i Sæby Søbads ferieby), 25 % for fritliggende bebyggelse (feriecenter), og maks. én etage og maks. En bygningshøjde på 5 m for tæt-lav og 8,5 m for fritliggende bebyggelse.
Det anmodede projekt kræver således en væsentlig ændring af kommuneplanen, og det fremgår af dagsordenspunktet, at det kan overvejes, at der først foretages en 4 ugers for-offentlighedsfase, hvor der indkaldes til idéer, før der politisk tages stilling til en eventuel igangsætning af ny planlægning til ændret kommuneplantillæg og lokalplan.

Indstilling til politikerne
Center for Teknik og Miljø indstiller forud for udvalgsmødet, at der igangsættes planlægning for nyt kommuneplantillæg for området, og at der igangsættes ny lokalplanlægning for området. Bygherre foranstalter udarbejdelsen af det nødvendige planmateriale.

Mindre behov for fællesfaciliteter
Centerbygningen rummer bl.a. vaskerum, konferencelokaler og en restaurant. Senest har en friskole haft til huse i dele af bygningen.
I anmodningen på der på, at samtlige 100 feriehuse beliggende inden for lokalplanens område i dag er privatejet og udlejes langt fra i samme omfang som tidligere. Der er således ikke længere samme behov for fællesfaciliteterne i centerbygningerne, fremføres det i baggrundsmaterialet.
Det nævnes endvidere, at både det indendørs og det udendørs svømmebassin ikke længere er i brug, og udgifterne til at renovere disse bassiner ikke giver mening i forhold til den begrænsede brug, der har været af dem, og der er heller gæster nok til daglig åbning af restauranten.
Den eksisterende bebyggelse har kælder under hele bebyggelsen. Hovedparten af kælderen ligger fuldstændig under terræn, men enkelte dele af kælderen er mod Strandvej indrettet med lyskasser og vinduer.

Strandbeskyttelseslinjen
Bebyggelsen er opført i 1 etage med varierende bygningshøjde gennem hele bebyggelsen. Bygningshøjden varierer fra ca. 5.5 m, hvor den er lavest, og op til 8 m, hvor den er højest.
Bebyggelsen fremstår i gule mursten, sort træværk og med rødt tegltag, hvilket svarer til facade og tag på feriehusene på Strandvej. Det forventes at bygningen kan ombygges til ca. 25 boliger.
LE34 peger på, at strandbeskyttelseslinjen går gennem bygningen. Dette må efter landsinspektørfirmaets opfattelse være en fejl, da det anføres, at bygningen er opført i 1985, mens strandbeskyttelseslinjen er pålagt i 1992. Man har i efteråret 2023 fremsendt en anmodning til Kystdirektoratet om en berigtigelse af strandbeskyttelseslinjen. Den endelige placering af strandbeskyttelseslinjen kan påvirke projektet, påpeges det.

Tekst: Per Rye

 

 

 

8 kommentarer til “Vil omdanne Søbadets centerbygning til 25 boliger” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

8 kommentarer til “Vil omdanne Søbadets centerbygning til 25 boliger”

  • i artiklen står der: arealet foran centerbygningen har tidligere været anvendt til parkering.
    det er direkte usandt, for der er færdselstavle der angiver, at der er stopforbud på pladsen.

  • Niels Chr. Olesen

    Alle muligheder er nu opgivet omkring Centerbygningen, så lad da Dannervig få lov til at bygge lejligheder, men der går nok 4-5 år før han får svaret på sin ansøgning.

  • STOP – ingen ændringer i lokalplanen. Det skal bibeholdes som rekreativt område.Det der er ikke til gavn fir hverken sæbynitter eller turister.

  • Ole Larsen anfører i en kommentar, at det er direkte usandt, når der i artiklen står, at arealet foran centerbygningen tidligere har været anvendt til parkering. Hertil kan citeres, at der i dagsordenspunktet for mødet i Plan- og Miljøudvalget står: “Arealet foran den nuværende centerbygning……. har tidligere været benyttet af lokale og turister til parkering.”

  • Kirsten Clemmensen

    Ja, STOP,frygteligt hvis der bygges i flere etager.skønt hvis politikerne vil tænke i andet end profit.
    Det skønne ved Sæby er bevarelse af de skønne udsigter til den smukke kirke.Ødelæg ikke byens tidsånd og autenticitet.

  • så er plam- og miljøudvalget dårlig informeret.
    enhver kan gå ned til pladsen og se, at der ved indkørsel til pladsen er opsat færdselstavle:
    stopforbud på pladsen. og dett skilt har stået der i mange år

  • Beslutningen på mødet i Plan- og Miljøudvalget blev i første omgang denne: “Det anbefales, at der gennemføres en 4 ugers offentlighedsfase, hvorefter der tages stilling til igangsættelse af ny planlægning.”

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Vil omdanne Søbadets centerbygning til 25 boliger' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger