Lørdag den 10. august mødes 200 lastbiler til veteranrally hos DEKRA i Sæby

Foto: DEKRA

Lørdag den 10. august mødes 200 lastbiler til veteranrally hos DEKRA i Sæby

5. august 2024 - kl. 11:34 - af

Endnu engang bliver der skruet op for nostalgien, når der afholdes Nordjysk Veteranrally 2024 lørdag d. 10. august hos DEKRA AMU Center i Sæby.

DEKRA i Sæby er sponsor og lægger hus til Nordjysk Veteranrally, der arrangeres af foreningen Dansk Lastbil Nostalgi.

For 12 gang afholdes Nordjysk Veteranrally, som er Danmarks største af sin slags 
”Vi glæder os meget til igen i år at afholde veteranrallyet. Det er 12. gang Dansk Lastbil Nostalgi afholder arrangementet. Det er altid en fantastisk dag, fuld af glade mennesker, smukke lastbiler og masser af aktiviteter”, siger formand for Dansk Lastbil Nostalgi, Karsten Trend Poulsen.

Arrangementet starter lørdag kl. 10.00 og kort efter skydes selve veteranrallyet i gang, hvor kommentator Chris Svendsen, en efter en vil sende de deltagende veteranlastbiler ud på en smuk køretur i det nordjyske. Lastbilerne begynder at vende tilbage til DEKRA omkring kl. 14.00. Man kan også følge dem på ruten, samt hos STIHOLT i Sæby ved frokosttid. Faktisk begynder deltagerne at ankomme i det Nordjyske allerede onsdag aften, hvor nogle af de flotte biler kommer på Asaa havn til fællesspisning. Pladsen åbner for deltagere og publikum allerede torsdag kl. 16.00.

Lastbiler for enhver smag 
I veteranrallyet er der deltagere fra flere forskellige lande; både Danmark, Norge, Tyskland, Holland og Schweiz er repræsenteret. Og så er der både gamle og nyere lastbiler, så der er noget at se på for alle generationer.

”Der er altid lastbiler til enhver smag til Nordjysk Veteranrally. Nogle går op i de ældre lastbiler fra 1930’erne, mens andre finder de nyere lastbiler fra 1980’erne mere interessante, og der er god mulighed for at opleve begge dele på dagen. Uanset årgang, er det altid imponerende at se, hvordan lastbilerne er blevet restaureret. Mange af lastbilerne er fundet på skrotpladser, men står i dag flottere end da de var nye”, siger Karsten Trend Poulsen.

Dansk Lastbil Nostalgi har foreningslokaler i Klokkerholm og flere end 550 medlemmer. Foreningens medlemmer har en fælles interesse i lastbiler. Medlemmerne mødes hver 2. lørdag i foreningens lokaler til hyggesnak om lastbiler. Ligeså arrangeres der køreture rundt i hele landet fra april til oktober.

Alle er velkomne 
Der er gratis adgang til pladsen for alle, der har lyst til at kigge forbi og se på de flotte veteranlastbiler. Pladsen vil hele dagen summe af aktiviteter hos de mange forskellige udstillere, hvor der, udover veteranlastbiler, også vil være mulighed for at se på modellastbiler, fjernstyrede lastbiler og andet spændende legetøj. Der vil også være aktiviteter for de helt små.
Dansk Lastbil Nostalgi sørger for at der kan købes mad og drikke hele weekenden i garagen hos DEKRA.

Veteranrallyet afholdes på Køreteknisk Anlæg, Kjeldgaardsvej 4, 9300 Sæby.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Lørdag den 10. august mødes 200 lastbiler til veteranrally hos DEKRA i Sæby' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger