Stort fremmøde til 20-års jubilæum i Lyngså

Stort fremmøde til 20-års jubilæum i Lyngså

17. maj 2024 - kl. 5:53 - af

I fredags holdt Lokalhistorisk forening for Lyngså og omegn 20-års jubilæum på Værestedet i Lyngså. Foreningen havde strikket et yderst spændende program sammen, som tiltrak besøgende fra både nær og fjern. Mere end 70 besøgende lagde vejen forbi Værestedet for at fejre foreningens 20-års jubilæum.

Formand John Vognsen indledte festdagen med en flot velkomsttale overfor det tætpakkede lokale af fremmødte. Herefter tog det lokale børnekor KIK over med en lille minikoncert bestående af både nye og gamle salmer. Det populære børnekor trak en hel del børnefamilier med til arrangementet, som efterfølgende blev hængende for at fordybede sig i alt det lokalhistoriske materiale som var blevet lagt frem til dagen.

Lokalhistorisk forening kunne på dagen fremvise en helt unik særudstilling, bestående af yderst sjældne effekter af ganske stor lokalhistorisk værdi. De mange effekter var i overvejende grad blevet udlånt af private indehavere, hvilket betød at man som besøgende fik en helt unik og enestående mulighed for at opleve nogle historiske effekter som ellers ikke er offentlige tilgængelige.

Man kunne blandt andet opleve et meget gammelt standur fra 1812 fremstillet i Lyngså af den kendte urmager og tusindkunstner Peder Kok. Uret blev i sin tid leveret til Søraagaard, hvor det har stået helt frem til vores tid, og ejes i dag af Casper Schrøder Jensen som venligst lod uret udstille til foreningens jubilæum. Foreningen fik også foræret en halvfærdig violin fra Haldor Sørensen på Fyn. Violinen er angiveligt den sidste violin som violinbygger Peter Christensen fra Lyngså lagde sin hånd på i 1955. Inde i violinen ses Peter Christensens mestermærke, og violinen ligger som da han slap den i 1955. Lokalhistorisk forening takker mange gange for den meget flotte violin. Mogens Poulsen fra Lyngså lånte desuden foreningen et imponerende kranie fra en urokse, som blev udgravet i Stidsholt mose i 1944. Lyngså Boldklub havde også udlånt landspokalen, samt flere medaljer fra da Lyngsås håndboldpiger lagde i toppen af dansk håndbold tilbage i 80erne. Her udover blev der udlånt et sjældent Lars Swane billede med motiv af Sønderklit ved Lyngså, udlånt af Søren Sig Christensen. En meget gammel Købmandsprotokol fra 1904 blev desuden indleveret og udstillet af tidligere Købmand Peter Møller i Lyngså. Der blev også udlånt flere gamle arbejdsredskaber fra henholdsvis Brandboltgaard og Lille Grønsig ved Lyngså, venligst udlånt af Carsten Albertsen og Tage Madsen. Endelig blev der udstillet en hjemmelavet julebuk samt andre genstande fra Siggaarden i Lyngså, indleveret af Karl-Emil og Grete fra Koldgaarden i Lyngså.

Lokalhistorisk forening kunne tilbyde sandwich, kage, kaffe, øl, vand og vin til alle de fremmødte, og arkivet stod åbent, så alle kunne fordybe sig i arkivets materiale.  Der foruden var der flere konkurrencer i løbet af dagen, blandt andet en historiequiz om Lyngså by hvor man kunne vinde 250 kr. sponsoreret af Sæby Lastvognsopbygning. Der var også en biologi og geologi quiz hvor man bla. skulle gætte på hvilket strandsand der var fra Lyngså strand, også her kunne man vinde 250 kr. sponsoreret af Sæby Lastvognsopbygning. Der udover var der en børnequiz, hvor alle børn som udfyldte og afleverede et skema fik en pose slik udleveret. Endelig blev der trukket lod om alle indleveringer af materiale til arkivet, hvor vinderen vandt 3 flasker vin sponsoreret af Min Købmand i Voerså.

Vinderne af de to quizzer blev henholdsvis Kirsten Christensen fra Hørby og Anne Konge fra Albæk, som begge vandt 250 kroner. Vinderen af de tre flasker vin blev Jette Hansen i Lyngså som havde indleveret et flot gammelt gårdbillede af Snedkergaarden i Lyngså. Lokalhistorisk forening for Lyngså og omegn, vil gerne takke for alle indleveringer, samt takke alle fremmødte for at være med til at gøre dagen uforglemmelig. Hvis man har gammelt materiale liggende i gemmerne som kan relateres til Lyngså, så er man meget velkommen til at tage kontakt til John Vognsen fra arkivet på tlf:  24633976 Ønsker man at støtte foreningen med et årsmedlemsskab til 50 kroner kan dette også gøres på samme telefonnummer.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stort fremmøde til 20-års jubilæum i Lyngså' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger