Plaske og grine samt outdoor fitness i Sæby

Plaske og grine samt outdoor fitness i Sæby

12. maj 2024 - kl. 1:03 - af

Kultur- og Fritidsudvalget skal på udvalgets kommende møde den 14. maj forholde sig til udmøntning af ”Partnerskabspuljen 2024”.

Formålet er at understøtte nye fællesskaber med fokus på at højne trivslen for borgerne. I budgetaftalen for 2024 er der afsat 192.910 kr. til udmøntning af partnerskaber under overskriften ”Flere Frie Fællesskaber”.

Det sættes fokus på det gode familieliv og trivsel for børn og unge med bl.a. at bringe oplevelsen og aktiviteten til brugerne i stedet for at trække brugere til institutionerne. Det er samtidig hensigten, at aktiviteterne bidrager til at skabe det gode liv og bringer nye aktører i spil.

Den kommunale administration har gennemgået ansøgningerne og indstiller eller afviser støtte til projekterne på baggrund af forvaltningens samlede vurdering af projekternes relevans. Blandt projekterne er to fra Sæby: ”Plaske-og-grine-tid” og “Sæby Outdoor fitness og leg”.

Plaske og grine

“Plaske-og-grine-tid – sjov og leg til vands!” er et partnerskab mellem 6 foreninger med tilknytning til Sæby Havn. Det gælder SUP Sæby, Sæby Bådelaug, Sæby Sejlklub, Sæby Sportsfiskerklub, Sæby Ro- & Kajakklub samt Vinterbaderne – de blå næser. Hasse R. Christensen er anført som kontaktperson.

Her søges om tilskud på 35.000 kr. – heraf 10.000 kr. til leje af telte og borde, 5.000 kr. til indkøb af bannere og beachflag, 10.000 kr. til annoncering samt 10.000 kr. til afholdelse af aktiviteter og forplejning af frivillige.

Forud for mødet i Kultur- og fritidsudvalget anfører den kommunale administration, at den finder, at der er tale om et meget højt markedsføringsbudget. Det indstilles, at det ydes støtte på 28.000 kr.

Sæby Outdoor fitness og leg

“Sæby Outdoor fitness og leg” er derimod indstillet til at modtage afslag om støtte. Her er der søgt om 40.000 kr. Det bemærkes fra kommunal side, at projektet muligvis vil kunne støttes via anlægspuljen.

Her søger Sæby Gymnastikforening, Sæby Håndboldklub og Sæby Spektrum i fællesskab med Stine Bæk Sørensen som kontaktperson. De tre foreninger anfører i ansøgningen, at de har indledt slutspurt på de sidste 300.000 kr., hvor man håber, at flere lokale virksomheder har lyst til at støtte projektet med større eller mindre beløb.

Projektets succeskriterier er anført med: ”Liv og fællesskab – børn og voksne der er aktive sammen – foreningshold såvel som enkeltindivider og familier – vi håber at det aktive samlingssted kommer mange til glæde og gavn.”

Man har været med til at starte projektet ”Sæby outdoor fitness- og leg” som er et udemiljø med fitnessområde for voksne og motorisk legeområde for børn. Det forventes, det samlede projekt vil koste 1,3 mio. kr. Der er med hjælp fra en fundraiser ”rejst” 1 mio. kr.

Sæby outdoor fitness- og leg er tiltænkt en central naturskøn placering mellem Sæby Spektrum, Sæbygårdskolen, Sundhedshuset Sæby og Sæby Svømmebad. Området vil være frit tilgængeligt for Sæbys og oplandets indbyggere, det lokale foreningsliv, ligesom området er indtænkt som et konkret udviklingspunkt for det samlede foreningslivs udbud af aktiviteter. Gennem hele processen haft der været tæt kontakt til Sæby Erhvervsforening.

Det udendørs fitnessområde består af fitnessredskaber som motionscykel, crosstrainer og forskellige street workout redskaber samt en åben træningsplads til funktionel træning. Legeområdet består af motorisk udfordrende redskaber med bl.a. forhindringsbane, rutsjebane, klatrestativer, trampoliner, vippefjedre, balancebomme og pannabane. Der er desuden samlingssted med bænke og solsejl, der skal danne rammen for fællesskab. Det er håbet at kunne påbegynde projektet i efteråret 2024.

Tekst: Per Rye

 

 

En kommentar til “Plaske og grine samt outdoor fitness i Sæby” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

En kommentar til “Plaske og grine samt outdoor fitness i Sæby”

  • Selv om Center for Kultur og Borgerservice forud for mødet i Kultur- og Fritidsudvalget bl.a. var et afslag på ansøgningen på 40.000 kr. fra Sæby Outdoor fitness og leg besluttede politikerne, at det udendørs aktivitetsprojekt i Sæby alligevel begunstiges med 15.000 kr. Endvidere bevilgede udvalget 20.000 kr. til “Plaske-og-gribe-tid – sjov og jeg til vands”. Her var der søgt om 35.000 kr. og indstillet en donation på 28.000 kr., men som altså endte på 20.000 kr.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Plaske og grine samt outdoor fitness i Sæby' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger