Hastigheden skal ned på Nordostvej og Sønder Klitvej

Arkivfoto

Hastigheden skal ned på Nordostvej og Sønder Klitvej

10. maj 2024 - kl. 9:47 - af

Teknisk Udvalg har blandt de projekter om trafiksikkerhed, der er indkommet til kommunen på baggrund af diverse ”trafiksikkerhedshenvendelser” fra fx borgere lavet en prioritering.

Som opfølgning herpå fremlægges nu til det kommende møde i Teknisk Udvalg den 14. maj en vurdering af tre ud af de fire udpegede strækninger.

Et par af disse mere akutte strækninger, som den kommunale administration har set nærmere på, er Sønder Klitvej og Nordostvej omkring Lyngså og Voerså. Endvidere indgår Knivholtvej og Peter Wesselsvej i Frederikshavn i overvejelserne.

Da problemerne på Solsbækvej/Nordostvej og Sønderklitvej er mest udpræget om sommeren, anbefaler administrationen, at der hurtigst muligt tages stilling til disse, så eventuelle tiltag kan laves før sommersæsonen.

Hastighedsbegrænsning
Administrationen anbefaler, at der laves en nedsættelse af hastigheden på Nordostvej i sommerperioden. Tiltaget vil være en forlængelse af den allerede eksisterende hastighedsgrænse på 60 km/t på Solsbækvej syd for Sæby.

Den lavere hastighed skal skabe mere tryghed blandt cyklister og fodgængere, som føler sig presset af bilerne på de forholdsvise smalle veje. Hastighedsbegrænsningen kræver, at der opsættes 20 nye skilte på strækningen fra Sønderklitvej til Voerså.

Tiltaget vurderes at koste ca. 90.000 kr. Efterfølgende vil der være en årlig driftsudgift i forbindelse med opsætning og nedtagning af skilte. Udgiften til projektet foreslås finansieret af Dispositionspuljen.

Sønderklitvej
Sønderklitvej er adgangsvej til stranden og et større sommerhusområde. Der er derfor meget blandet trafik med trafikanter i alle aldre på vejen.

For at forbedre forholdene for cyklister og fodgængere anbefales det, at hastigheden nedsættes til 40 km/t fra Nellemannsvej til parkeringspladsen ved stranden. På de første 250 m vil der være en hastighedsgrænse på 60 km/t.

For at imødekomme kravene til en hastighedsgrænse på 40 km/t skal der laves 3 bump på strækningen. Hastighedsgrænsen på Sønderklitvej er permanent, og det vurderes, at projektet koster ca. 200.000 kr. i anlæg. Udgifterne til projektet foreslås ligeledes finansieret af Dispositionspuljen.

Tekst: Per Rye

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Hastigheden skal ned på Nordostvej og Sønder Klitvej' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger