Ny butiksbestyrer i Klostergydens Is

Ny butiksbestyrer i Klostergydens Is

17. april 2024 - kl. 10:19 - af

Mange sæbynitter har muligvis bemærket, at ishuset ved Sæby Å har gennemgået en større renovering. Udover helt nyt inventar, har ishusets facade fået ny farve. Sidstnævnte fik i starten lidt skeptiske blikke og kommentarer fra byens borgere. Men nu, hvor facaden står færdigmalet, har mange rost ishusets nye, mere moderne udtryk. Og nu kan Klostergydens Is endelig byde sine kunder indenfor – og issæsonen kan nu for alvor skydes i gang.

Ny bestyrer i ishuset
Klostergydens Is har søgt en butiksbestyrer, som udover at bestyre isbutikken også kan træde til med en hjælpende hånd i Klostergydens Fisk og Jacobs Fiskebix.
Stillingen er tilfaldet 34-årige Katja Andersen fra Nørresundby. Katja kommer oprindeligt fra Frederikshavn og er i gang med at tage en finansbachelor, som hun tager en midlertidig pause fra.
Katja havde længe søgt nye udfordringer, og da stillingen som butiksbestyrer i Klostergydens Is blev annonceret, slog den unge nordjyde til.
Når spurgt, hvorfor hun søgte stillingen som butiksbestyrer, svarer Katja ”Dette er en mulighed, som kun kommer én gang” – og allerede nu er den lille isbutik blevet Katjas ”baby”, som hun omsorgsfuldt kalder det lille ishus.

Åben alle ugens dage fra kl. 12.00 – 21.00
I denne uge er issæsonen officielt skudt i gang i Klostergydens Is, og butikken vil fra nu af sælge is, fransk hotdog, diverse drikkevarer og meget andet fra kl. 12.00 – 21.00 – alle ugens dage.
I skrivende stund er Katja primus motor i Klostergydens Is, sammen med sin kollega Sofie. Men inden længe vil medarbejderstaben blive udvidet med sæsonarbejdere, som er klar til at servicere byens borgere og turister.
Det betyder dog ikke, at Katja vil tilbringe færre timer i isbutikken – tværtimod. For hende er det vigtigt at være del af den daglige drift, at hjælpe med oplæring af nye ansatte og vise ansigt i butikken.

Glæder sig til at issæsonen for alvor går i gang
Klostergydens Is´ nye butiksbestyrer ser frem til at møde en masse glade iselskende kunder sommeren igennem. Hun håber derfor på vejret vil vise sig fra sin bedste side og indbyde til is, hotdog eller en slushice ved Sæby Å.

Katja står i hvert fald klar til, med et smil, at betjene butikkens kunder – og hun tager sig gerne tid til en lille snak henover disken.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ny butiksbestyrer i Klostergydens Is' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger