Det skal gøres sikrere at komme frem i Søndergade i Sæby

Det skal gøres sikrere at komme frem i Søndergade i Sæby

1. marts 2024 - kl. 7:17 - af

Jævnt tit kan der opstå problemer med fremkommeligheden i Søndergade i Sæby. Specielt kan det være vanskeligt for den kørende trafik, hvis der holder biler parkeret, og busser skal passere.

Når Teknisk Udvalg mødes næste gang den 5. marts, vil politikerne drøfte forholdene nærmere og samtidig prøve at finde frem til en bedre fremkommelighed.

Teknisk Udvalg besluttede den 5. september 2023, at beslutningen om forslag til forbedring af fremkommeligheden det pågældende sted, først skulle træffes, når der var gennemført dialogmøde med Handelsstands- og Erhvervsforeningen, grundejere og brugere i nærområdet (benævnt ”Sæby-gruppen”).

For at imødekomme handelslivet har administrationen efter dialogmødet arbejdet med et alternativt forslag til vejindretning.

Det nye forslag tager fortsat udgangspunkt i målet om bedre sikkerhed og fremkommelighed, men i forslaget til den nye vejindretning fylder forholdet om fremkommelighed lidt mindre, mens forholdet om trafiksikkerhed fylder mere! Denne vægtning vurderes mere foreneligt med handelslivets ønsker.

Spærreflader og tre P-pladser fjernes

I forhold til det eksisterende vejanlæg foreslås følgende:

  • etablering af ny handicap-P-plads i vestsiden af Søndergade lige syd for gågaden. Dette forbedrer tilgængeligheden i den østlige del af gågaden
  • udskiftning af skiltningen af fodgængerfeltet, så færdselstavlerne belyses indefra. Fodgængerfelt og fodgængere bliver mere synlige
  • de 3 offentlige P-pladser foran Søndergade 15 (ved Lyngs Bogtrykkeri) pålægges tidsbegrænsning på 30 minutter, hvilket sikrer udskiftning. Samtidig fjernes udkørselsforbuddet, så det bliver tilladt at køre ud på Søndergade fra de P-pladser, der ligger foran Søndergade 15
  • de 3 nordligste P-pladser på østsiden af Søndergade fjernes, hvilket forbedrer fremkommeligheden på Søndergade og trafiksikkerheden omkring fodgængerfeltet (som fører til og fra Sæby Apotek beliggende Søndergade 7 og Home på Vestergade 43) og adgangen ind til Søndergade 5 (umiddelbart nord for apoteket). Omvendt bevares de 2 sydligste P-pladser på østsiden af Søndergade, som de er i dag, da de virker hastighedsdæmpende og derved forbedrer trafiksikkerheden
  • der laves spærreflader de steder, hvor der bliver fjernet P-pladser, for at tydeliggøre parkeringsforbuddet. Fortovsudspringet ved fodgængerfeltet bevares, da det gør fodgængerne mere synlige, når der er en fremrykket placering.
  • De 2 P-pladser ved porten ind til Søndergade 5 vil blive fjernet under alle omstændigheder (jf. færdselsloven).

Opdatering af sommerens skiltning

Ud over disse tiltag foreslås det, at fremkommeligheden i Søndergade forbedres yderligere ved, at den midlertidige sommerskiltning mod havnen opdateres, så skiltene bliver mere synlige og tydelige.

Desuden anbefales det, at der sættes et ekstra skilt på Toldbodvej lige før rundkørslen med henvisning om, at havnen ligger til venstre (for de bilister der kommer fra Skovalléen / P. Lunds Vej).

Trafiksikkerhed før fremkommelighed

Administrationen har den 16. februar afholdt et nyt møde med Sæby-gruppen. Denne giver fortsat udtryk for, at eventuelle ændringer i Søndergade bør afvente midtbyplanen.

De fremmødte fra Sæby-gruppen udtrykker ønske om, at der laves en arbejdsgruppe, som skal planlægge på et overordnet strategisk plan.

I forhold til de lokale interesser er det et ønske, at løsningerne ikke har et isoleret fokus på trafiksikkerheden.

Til det bemærker administrationen, at fokus i denne sag primært har været trafiksikkerhed og sekundært, fremkommelighed.

De trafikale ændringer foreslås realiseret via en finansiering på 130.000 kr. fra kommunens dispositionspulje.

Der vil kunne læses meget mere om planerne på www.frederikshavn.dk under punktet politik og dernæst dagsordenen for Teknisk Udvalg i bilagene.

Tekst: Per Rye

 

4 kommentarer til “Det skal gøres sikrere at komme frem i Søndergade i Sæby” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

4 kommentarer til “Det skal gøres sikrere at komme frem i Søndergade i Sæby”

  • Anita petersen

    Det var da på tide at gøre noget ved Søndergade. Hvad med st lave den ens rettet ??

  • Teknisk Udvalg har godkendt planerne. I referat fra mødet påpeges det, at udvalget tillige ønsker undersøgt, om det er muligt at etablere en ekstra, almindelig P-plads i tilknytning til handicappladsen på vestsiden af Søndergade, samt at det undersøges, om der kan laves en aftale med lodsejerne i forbindelse med lukning af ind- og udkørslerne ved Søndergade 5C, så der kan være mulighed for parkering her.

  • John Haggmark

    Ja, væk med problem p-båsene ved Apoteket i den smalle, trafikerede Søndergade. Der er dagen igennem et konstant kaos, en kamp om P-båsene op til Apoteket. En larm af osende, stoppende, bakkene, startende biler med ind- og udstigning og smækken med døre.
    Biler, last- og varevogne, den offentlige transport og cyklister i begge retninger kæmper for passage, må vige, stoppe op og afvente, starte op igen for at komme igennem den smalle Søndergade.
    Det giver ingen trafikal fornuftig mening – og hurra for alle parter, hvis det forhåbentlig snart får en ende.
    Og kærkommen gave for alle os beboere, forretningsdrivende i Søndergade, som dagen igennem skal leve med støjen og kaoset.

  • Torben Hansen

    Handelslivet starter og ender med p-pladser.
    Uden dem, ingen handel – byen dør.
    Kommunens vil fjerne 5 (!) pladser.
    Det vil desuden ØGE hastigheden.

    Det er en skandale – men sådan er det når man stemmer rødt og Sæby regeres fra Fr.Havn.

    Nu skal Sæby også betale mia. regningen for Birgits skandale havn!

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Det skal gøres sikrere at komme frem i Søndergade i Sæby' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger