Det Glade Ishus i Sæby har skiftet ejer

Det Glade Ishus i Sæby har skiftet ejer

16. februar 2024 - kl. 17:24 - af

I 15 år har sæbynitterne forbundet Det Glade Ishus i Sæby med Erik Schack. Men i år åbner ishuset op med en ny ejer ved roret.

”Tak til alle mine kunder”
Det er en tydelig rørt Erik Schack, der bekræfter at have solgt sit lille hyggelige ishus ved Sæby å. Ishusets nye ejer er Jacob Jensen, der for nylig også overtog fiskebutikken ved siden af Det Glade Ishus. Jacob er ydermere indehaver af Jacobs Fiskerestaurant og Jacobs Restaurant og Bistro – og har år tilbage haft et ishus ved siden af bistroen.
Erik har af personlige årsager set sig nødsaget til at tage afsked med ishuset – og ikke mindst dets kunder. Sidstnævnte er dem, det for Erik gør mest ondt at skulle undvære. Erik Schack er dybt taknemmelig for alle de kunder, der har støttet ishuset gennem tiden – både lokale og turister. Udover kunderne vil den forhenværende ishusejer savne sine ansatte, hvoraf mange har arbejdet i ishuset flere sæsoner.

Is, sandwich og fransk hotdog
Jacob Jensen fortæller, at han ikke påtænker at lave de store ændringer ved ishuset – dog kan han berette, at der blandt andet vil blive tilføjet fransk hotdog og sandwich til menukortet. Det mener han nemlig, der mangler på havnen.
Jacob Jensen er lige nu i gang med at gøre ishuset klar til sæsonstart og håber at kunne åbne i påsken – så frem det helt rette personale findes inden åbning. Derudover håber han, at byens 500 års købstadsjubilæum vil trække mange mennesker til byen og havnen – og at vejret vil indbyde til is ved vandet.

Mere end 80 år gammelt ishus
Det lille ishus har efterhånden mange år på bagen og i mere end 80 år har man kunnet købe is i ishuset ved Sæby å. I de forgangne år har stedet dannet rammerne om livet på havnen og især turisterne er flokket til Sæbys ældste ishus. Erik Schack har derfor ét stort ønske og håb for ishuset og dets fremtid. Han håber, at der fortsat vil kunne købes is i det lille træhus mange år frem – og at dets nye ejer vil kere sig om det som Erik, og dets tidligere ejere, har gjort.

Hvis du, eller en du kender, er interesseret i at bestyre ishuset i Sæby fra påsken frem til efterårsferien, modtager Jacob Jensen meget gerne en ansøgning på: Jensensfisk@hotmail.com

2 kommentarer til “Det Glade Ishus i Sæby har skiftet ejer” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Det Glade Ishus i Sæby har skiftet ejer”

  • Så må man da håbe at det holdes mere åbent end Klostergydens fisk som i mange år var der man købte dejlig fisk til såvel frokost som middag.
    Turister udefra taler begejstrede om dette og så kunne man købe en is til dessert.

  • Mon ikke det i sidste ende kommer til at vige pladsen for beboelse🤔

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Det Glade Ishus i Sæby har skiftet ejer' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger