
Lone og Bjarne Nedergaard
Sæby virksomhed modtager fornem pris som succesvirksomhed
22. september 2023 - kl. 13:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SØREN JENSENS EFTF. A/S, er endnu en gang blevet tildelt Spar Nord Bank og revisionsfirmaet BDO’s pris som ”Succesvirksomhed”.
Med erhvervsprisen ”Succesvirksomhed” anerkender Spar Nord og BDO de 1.000 danske virksomheder, der lykkes bedst med at skabe vækst og finansielle resultater. De er foregangsvirksomheder og en oplagt kilde til inspiration for andre ambitiøse virksomheder. Prisen er en hyldest til virksomheder der bidrager til vækst og succes i dansk erhvervsliv i flere år i træk. Det er virksomheder der har demonstreret størst evne til at levere stabile og solide resultater, og som kan gøre det år efter år.
I det daglige ledes SØREN JENSENS EFTF. A/S af ejerne direktør Bjarne Nedergaard samt hans sekretær og ægtefælle Lone Nedergaard.
SØREN JENSENS EFTF. A/S er en virksomhed, som har vist en positiv og stabil udvikling, der er med til at skabe vækst og udvikling i hele Frederikshavn Kommune, og dermed medvirkende til at sikre arbejdspladser, fastslår senior partner i BDO Morten Kallehauge.
SØREN JENSENS EFTF. A/S blev stiftet i 1978, Virksomheden er en elinstallationsvirksomhed, der beskæftiger sig med alt inden for elinstallationer og tekniske løsninger hos private og offentlige kunder samt erhvervs- og industrikunder. Virksomheden beskæftiger i dag 12 ansatte.
”Vi vil gerne kendes som en seriøs og løsningsorienteret virksomhed, hvor kunderne er i centrum og med dygtige og kompetente medarbejdere. Vi sætter en ære i at levere god service til aftalt tid og pris”, udtaler direktør Bjarne Nedergaard. Og han fortsætter ”Vi har løbende tilpasset virksomhedens kompetencer, og følger den udvikling som sker i markedet. Vi lægger meget vægt på at være den lokale elinstallationsvirksomhed, som er klar når de lokale privatkunder og erhvervskunder har brug vores hjælp.”
I virksomheden har man gennem de seneste år haft mere og mere fokus på at hjælpe kunderne med energibesparende løsninger, udover de traditionelle elinstallationsopgaver, når store som små renoveringer og nybyggerier blev sat i gang. På nuværende tidspunkt fylder den ”grønne energi” meget hos både private- og erhvervskunder. Denne del af forretningen er mere varm end nogensinde, som en følge af det store udækkede behov i markedet, og som følge af fokus mod ESG og større prisudsving energipriserne. Salg og installation af elladestandere er et af de fokuspunkter, der hitter blandt virksomhedens kunder, som en følge af at flere og flere skifter til elbiler.
På spørgsmålet om ”hvad ser I som jeres styrker”, så er Lone og Bjarne enige om, at god service til aftalt tid og pris er nummer et på listen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby virksomhed modtager fornem pris som succesvirksomhed' til en bekendt