Lokalplan for havnefronten i Sæby sættes nu i gang
5. september 2023 - kl. 13:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Plan- og Miljøudvalget har nu besluttet at sætte skub i en lokalplan for havnefronten i Sæby. Der indskrives bl.a., at der kan sikres areal til hotel.
På Plan- og Miljøudvalgets møde tilbage i marts blev det indstillet, at lokalplanarbejdet for Sæby havnefront skulle igangsættes. For at give tid til, at der kunne afholdes en for-offentlighed på kommuneplantillægget, blev igangsætningen sat på pause.
Der nu udarbejdet et høringsnotat fra for-offentlighedsfasen, der kan danne grundlag for ny planlægning af området.
Den kommunale administration har fra grundejerne Sæby Havnefront A/S og LMS Udlejning ApS modtaget ansøgning om igangsætning af planlægning med henblik på at omdanne et ældre industriområde ved Sæby Havnefront til et område med blandet bolig og erhverv.
Ejendommen er beliggende i et område, der er udpeget til byomdannelse, hvor der kan forventes at ske en omdannelse til nye formål. Et nyt kommuneplantillæg er nu under udarbejdelse, så det sikres, at lokalplanen stemmer overens med kommuneplanrammen. Lokalplan ”Sønderstrand” er i dag gældende for arealet.
Kommentar fra Kystdirektoratet
Ejendommene er beliggende inden for lokalplanens delområde 1, der udlægges til erhvervsformål samt offentlige formål. Det fremtidige projekt kræver derfor også udarbejdelse af ny lokalplan.
Kystdirektoratet er i forhåndsdialogen bl.a. kommet med disse bemærkninger: ”Direktoratet skal for god ordens skyld bemærke, at såfremt man vælger at disponere havnearealer til andet end havneformål, vil man som udgangspunkt ikke kunne forvente at opnå tilladelse til fremtidig opfyldning til havneformål.”
I forbindelse med en evt. udarbejdelse af lokalplansforslag vil forhold omkring bebyggelsesprocent, grønne friarealer, parkeringsforhold, bebyggelsens arkitektoniske udtryk m.m. blive belyst.
Muligt højere byggeri ved kajkanten
Dog gælder det på forhånd, at projektområdet er omfattet af kirkebyggelinjen på størstedelen af arealet. Inden for kirkebyggelinjen er der en højdebegrænsning på 8,5 meter. Mod sydøst (langs kajkanten) er der mulighed for at bygge højere, da dette stykke ikke er omfattet af kirkebyggelinjen.
Helhedsindtryk bør sikres – plads til hotel
Den kommunale administration anbefaler umiddelbart, at man ikke tillader bygninger højere end 5 etager, således man sikrer et helhedsudtryk på havnen og den omkringliggende by. Administrationen anbefaler på den baggrund og med henvisning til for-offentlighedsfasen, at en række punkter skal danne retning for en evt. igangsætning af lokalplanen. Et punkt nævner, at der reserveres et areal/byggefelt til hotel.
Lokalplanen skal give mulighed for, at der kan etableres liberalt erhverv, som understøtter havne- eller oplevelsesrelaterede formål. Lokalplanen skal ikke give mulighed for detailhandel.
Der skal laves randbebyggelse mod Sdr. Ringvej, der har samme karakter som de gamle huse i Strandgade og Algade.
Der skal sikres offentlig adgang og passage langs havnen, ligesom der skal sikres forbindelse mellem Gasværksvej og den nye havneudvidelse. Dertil kommer, at kirkebyggelinjen skal respekteres.
Center for Teknik og Miljø havde forud for mødet i Plan- og Miljøudvalget indstillet, at lokalplanen igangsættes for planområdet sideløbende med kommuneplantillægget, og at ansøgerne foranstalter udarbejdelse af det nødvendige planmateriale.
Politikerne besluttede, at man anbefaler indstillingerne med en tilføjelse om, at der kan etableres restaurant og caféer samt tilsvarende i området.
Tekst: Per Rye
3 kommentarer til “Lokalplan for havnefronten i Sæby sættes nu i gang” under annoncerne.
“Lokalplanen skal ikke give mulighed for detailhandel”
Står der gudhjælpemig, selv om der i lokalbefolkningen er generel enighed om, at området skal have mindre og attraktive handelsvirksomheder som restaurant, skibsproviantering, røgeri og den slags, der tiltrækker turister.
Til min gru er det stadig på tale, at noget af byggeriet skal være op til 5 etagers højde. Det skræmmer mig
, hvis der blandt politikere vil være flertal for et sådant projekt. Vil man virkelig ødelægge Sæby Havns unikke miljø for eftertiden, for at imødekomme et projekt, der oser langt væk af økonomisk spekulation? Vil en investorkreds – hvoraf nogle oven i købet er lokalt funderede – virkelig stå model til sådan et projekt. Og værre endnu: får de lov? Jeg håber virkelig at byens befolkning vil komme med en storm af indsigelser, så projektet bliver mere spiseligt inden beslutningen tages. Der er næppe nogen der er imod udvikling – og heller ikke mange der synes, at det forfaldne fabrikskompleks hverken pynter eller hører hjemme på den nye smukke havn. Men lad os nu træde varsomt. Der er mulighed for at skabe noget unikt, og højhusbeton kan man finde alle steder!
Op til fem etager ud mod vandet! Jeg er lamslået. Høringsnotatet fra for-offentlighedsfasen konkluderer, at der ikke må bygges højere end fem etager – er der overhovedet nogen fra kommunen, der lyttede til de mange kommentarer, der kom fra de ca. 400 borgere, der var samlet til mødet? Jeg håber inderligt, at et samlet Sæby, borgere som foreninger, vil finde sammen om et rungende NEJ til en lokalplan, der vil smadre vores smukke nye havneområde. en lokalplan, der alene har til formål at tilfredsstille bygherrer, der kun tænker i penge og ikke i miljø og stedets ånd. Som det er lagt op til i den kommende lokalplan, er den hån mod alle, der holder af Sæby Havn og dets unikke kvaliteter.
Ole Bjørn
Formand for Sæby Havns Beboerforening