Connie Hedegaard åbner Verdensmålsugen 2023

Connie Hedegaard åbner Verdensmålsugen 2023

7. juli 2023 - kl. 9:43 - af

Borgere, foreninger og erhvervsliv får mulighed for at møde Connie Hedegaard, bestyrelsesformand for den grønne tænketank CONCITO, når Verdensmålsudvalget i Frederikshavn Kommune åbner Verdensmålsugen 2023 med paneldebat på Frederikshavn Bibliotek.

Verdensmålsudvalget inviterer på Verdensmålsugens første dag den 4. september til klimadebat med tidligere minister og EU-kommissær Connie Hedegaard. Hun vil fortælle, hvordan hun mener, at vi på en succesfuld måde kan forene klimaudfordringerne, den stigende befolkning på kloden og den vækst, vi har brug for.

I en efterfølgende paneldebat vil Connie Hedegaard, Jakob Fritzbøger Christensen, Det Nationale Ungeklimaråd og Birgit S. Hansen, borgmester og formand for Verdensmålsudvalget debattere, hvordan Frederikshavn Kommune, det lokale erhvervsliv og kommunes borgere kan bidrage til den grønne omstilling lokalt.

– Klimaforandringer og grøn omstilling står højt på dagsordenen lokalt, nationalt og globalt. Vi har politisk vedtaget en ambitiøs DK2020 Klimaplan, og vi er i gang med at omsætte målene til konkrete handlinger. Verdensmålsudvalget vil gerne opfordre alle i vores kommune til at deltage i debatten og komme med idéer til, hvad vi hver især kan gøre for en mere bæredygtig fremtid, siger borgmester Birgit S. Hansen, formand for Verdensmålsudvalget.

På Verdensmålsugens åbningsdag den 4. september møder Connie Hedegaard også repræsentanter fra det lokale erhvervsliv til et arrangement, som Verdensmålsudvalget er vært for. Samme dag møder Jakob Fritzbøger Christensen fra Ungeklimarådet den unge generation på Frederikshavn Gymnasium, hvor han fortæller om klimahandling, der virker. Han er medstifter og direktør i GRØN, Fonden for Bæredygtig Udvikling, der udvikler videobaseret undervisningsmateriale til elever og studerende verden over.

Vi gør verdensmål til hverdagsmål

I kølvandet på mandagens arrangementer følger en stribe af aktiviteter, der har til formål at involvere og inspirere borgere, virksomheder, foreninger og organisationer til, hvordan man kan gøre verdensmål til hverdagsmål.

– Bæredygtig omstilling skaber vi i fællesskab og ved at dele tanker, idéer og konkrete bud på, hvordan vi kan omsætte målene til handlinger i vores hverdag. Aktiviteterne kan handle om alt muligt – fra afskaf fattigdom til sundhed og trivsel, lyder det fra borgmester Birgit S. Hansen, formand for Verdensmålsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Verdensmålsugen finder sted i hele Frederikshavn Kommune, og du kan deltage med så mange aktiviteter, du ønsker. Alle aktiviteter skal blot relatere til ét eller flere af FN’s 17 Verdensmål.

Sådan tilmelder du din aktivitet til Verdensmålsugen

Du kan deltage i Verdensmålsugen med alle mulige former for aktiviteter og oplevelser, der handler om at omsætte verdensmål til konkrete hverdagsmål. Når du tilmelder en aktivitet, bliver den synlig i programmet og markedsført som en del af Verdensmålsugen i lokale medier og på Frederikshavn Kommune for Målenes hjemmeside, Facebook og Instagram.

Tilmeld din aktivitet via dette link https://ffm.frederikshavn.dk/tilmeld-aktivitet/ 

Verdensmålsudvalget i Frederikshavn Kommune har taget initiativ til Verdensmålsugen, der blev afviklet første gang i uge 36 i 2022. I Verdensmålsugen fra 4.-10. september 2023 kan alle virksomheder, foreninger, institutioner og borgere byde ind med aktiviteter, der viser, involverer og inspirerer deltagerne til, hvordan man kan gøre verdensmål til hverdagsmål.

Connie Hedegaard er forhenværende EU-kommissær og minister i Danmark, senest som Minister for FN’s klimakonference i København i 2009. I perioden 2004 til 2009 var hun miljøminister (2004-2007) og herefter klima- og energiminister. Ved udpegningen til EU-kommissær afgik hun som klimaminister, men fortsatte som minister for FN’s klimakonference i København i 2009. Connie Hedegaard var EU-kommissær for klima fra 2009-2014, og tiltrådte 1. januar 2015 som formand for en ny international miljøfond, KR Foundation. Connie Hedegaard blev valgt som bestyrelsesformand for CONCITO den 17. september 2015.

Jakob Fritzbøger Christensen er medstifter og direktør i GRØN, Fonden for Bæredygtig Udvikling. GRØN udvikler videobaseret undervisningsmateriale til >115.000 elever og studerende verden over, producerer dokumentarer og er ansvarlig for den populære podcast Klimakrøller.

Medlem af Ungeklimarådet siden marts 2022. Ungeklimarådet skal bringe nytænkning ind i dansk klimapolitik og komme med input til ministeren på fremtidens klimaløsninger.

Medlemmerne af Ungeklimarådet er udpeget for en etårig periode, og de kommer fra alle dele af landet, fra forskellige uddannelsesretninger og repræsenterer forskellige indgangsvinkler til klimaudfordringen.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Connie Hedegaard åbner Verdensmålsugen 2023' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger