
Friskole midt i Sæbys bedste ferieområde er hul i hovedet
18. maj 2023 - kl. 12:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Rode Andreasen, Sæby.
Direktør Jørgen Johansen SSC A/S lagde ikke skjul på, at hvis trafikken til området omkring den planlagte friskole blev for meget, ville han ikke tøve et sekund med at lukke vendepladsen og p-arealet foran Sæby Søbad.
”Det er vores arealer og vi har ret til at lukke vejen og området af”, understregede Jørgen Johansen.
Dette blev udtalt under et den 10. maj selvbestaltet borgermøde, arrangeret af Sæby Friskole, lejeren SSC A/S og ejeren af bygningen Lars Dannervig for at orientere om den planlagte fremtidige udlejning til Sæby Friskole.
Udlejningen kræver en ændring af lokalplanen, hvor der bl.a. bliver åbnet for at etablere institutioner i bygningen.
Jeg og mange af byens borgere var mødt op og der blev udtrykt store bekymringer for at åbne for bl.a. institutioner. Det kan typemæssigt være ødelæggende for stedet, der ligger midt i et tutistområde med tæt tilknytning til strand/ havn, sommerhuse og de 100 Sæby Søbad feriehuse. Et område som fremtidig er og kan blive særdeles værdifuldt for Sæby. Især nu hvor vi mister rigtig mange arbejdspladser, vil det være oplagt at satse endnu mere på at udvikle Sæby, som den fantastiske turistby vi er.
En af de mange spørgere var meget bekymret for, om en skole med 120 børn, ville medføre trafikkaos i området, når der skulle afleveres og hentes børn, når byens borgere kører til stranden, den meget trafik til sommerhusene, kørslen til de 100 Sæby Søbad husene, samt trafikken til Restaurant Sæby Søbad- Den skaldede Kok.
Dette problem mente direktør Jørgen Johansen så nemt kunne løses ved, at lukke vejen og området foran Sæby Søbad.
Jeg og ingen af de fremmødte til borgermødet gav udtryk for at de var imod friskoler, men at placere den midt i Sæbys bedste ferieområde er hul i hovedet, og utroligt at ideen er nået så langt i systemet mente spørgeren. Det vil uundgåeligt skræmme turister væk, hvilket igen vil påvirke hele byen – herunder også handelslivet.
Stedet, bygningerne og Sæby fortjener at få en helhedsorienteret funktion, som hænger sammen med de omkringliggende omgivelser. Hvis det ikke, som bygningerne er nu, er muligt at finde turistrelateret funktion, kunne den jo evt. ombygges til ferieboliger.
Dejligt hvis ejer og lejere af bygningen, Frederikshavn kommune, Sæbys borgere, byens foreninger og arkitekter i fællesskab kunne skabe et funktionsdygtigt ferieområde til glæde for alle.
8 kommentarer til “Friskole midt i Sæbys bedste ferieområde er hul i hovedet” under annoncerne.
Enig Rode. Området skal fortsat være for turister og selvfølgelig også for alle i lokalområdet do. et fritidsområdet.Byrådet nør indtænke arealet i en helhedsplan for området med søbadet og havneområder.Find en mere egnet plads til friskolen, tæt på idrætsfaciliteter. Det giver mere mening.
Nu har Sæby Friskole lagt i det område siden den blev oprettet, Nuvel på Feriekolonien og ikke på Søbadet, men lad os da glædes over at det går Friskolen så godt at der ikke længere er plads til dem på kolonien. To af mine børn har gået på Friskolen, og jeg har derved haft min daglige gang i området de sidste par år. Området forekommer mig ganske dødt og forladt det meste af året, hvorfor det da må være dejligt med noget mere liv derude. Jeg fristes til at sige at vi har mere liv herude i Ørtoft hvor jeg bor, end der er i området omkring Søbadet i perioden September – Maj.
Helt enig, de skal jo ikke ligge midt i vores tourist område, giver ikke mening.
Hvis området virkelig var så stort et turistområde, som det fremstilles, kan det jo virkelig undre, at det igennem mange mange år ikke har været muligt at drive hverken restaurant eller ishus der. Eller at der ikke har været mere efterspørgsel på at leje lokalerne ud til turistrelaterede formål. Både bygning og området har ligget dødt i flere år.
Spørgsmålet er om ikke turist-erhvervet har haft sine muligheder for at udnytte Sæby Søbad og området til netop turisme og ferie-relaterede aktiviteter?
Sæby Søbad fremstår ikke længere som et feriecenter – eller omdrejningspunkt for turismen i byen.
Bygningerne ved Sæby Søbad trænger til nogle der er ambitiøse og har en plan – og det virker det til at Sæby Friskole har.
De få uger om året hvor der er rigtig mange mennesker i området, falder jo heldigvis sammen med skolernes sommerferie, så mon ikke der er plads til både friskole og turister i området, hvis ellers Kommunen bakker op, og infrastrukturen tilpasses.
Men nu hvor slagteriet lukker bliver vi nød til at satse på turismen, så må friskolen være et andet sted.
Jan O. Hvad mener du ? Så mange penge bliver der ikke genereret fra husene i Sæby Søbad.
Der er heldigvis liv hele året nu med skolen. Hvis nu det var så givtigt en forretning med gæster på Sæby Søbad – så var den udendørs pool stadig i brug samt den indenfor – begge er ubrugelige. Så med friskolen kan vi måske få børnefamilier til at bosætte sig i Frederikshavn kommune.
Da feriehusene ved Søbadet blev solgt til private, var det med løfter om stor udlejning og aktiviteter i centerbygningen. Dette er aldrig sket, og Dansk Folkeferie trak sig ud af projektet, og overlod udlejningen til Danland, som absolut ikke forbedrede udlejningen. Ligeledes blev der lukket ned for aktiviteter i centerbygningen, som blev solgt til Dannervig. Her var formålet at ombygge til lejligheder. Dette projekt blev ikke til noget. Et nystartet aktieselskab SSC lejede sig efterfølgende ind i bygningerne i 2017, med det formål at skabe aktiviteter der, til gavn for området, og udlejning af husene. Dette er desværre ikke lykkedes, måske grundet manglende visioner og kendskab til denne brance.Ligeledes har perioden med Corona været en økonomisk belastning.
At man nu vil udleje til en friskole er i mine øjne en panikløsning for at skaffe penge i kassen. Det vil være en trist skæbne for denne Kystens Perle.
Der er utroligt mange muligheder for disse bygninger som vil være til gavn for turismen og indtægter for Sæby.
Bygningerne med svømmebassiner har været forsømt helt tilbage til tiden med Dansk Folkeferie, derfor kræves der nu en større investering for at få disse bygninger og faciliteter op til nutidig standard.
Dette vil kræve tilførelse af kapital evt. fra udefrakommende investor eller fra diverse turistorganisationer i Nordjylland.
Mulighederne er der for de rette parter.
Mht. til friskolen , må der vel være andre steder i kommune hvor eleverne kan fordybe sig uden at der er havudsigt