
Foto: Henrik Pedersen
Total udsolgt ølsmagning i Lyngså
27. marts 2023 - kl. 7:52 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fredag aften kunne Lyngså Boldklub igen åbne dørene for en totalt udsolgt ølsmagning, med 75 glade gæster, hvor folk måtte stå på venteliste for at kunne komme med.
– Vi er som forening meget beæret over den enorme tilslutning der er til vores ølsmagninger år efter år, og arrangementet i år var da også udsolgt tre uger før dagen. Vi må her takke alle vores trofaste gæster, som kommer igen hvert eneste år, ligesom vi også vil takke alle vores frivillige som gør det muligt for os, fortæller René Madsen og fortsætter:
“Dette års ølsmagning var ellers tæt på at gå i vasken, da dem som vi først havde en aftale med, pludselig ikke kunne alligevel, og så måtte vi i ellevte time sætte jagten ind på at finde en ny oplægsholder, hvilket ikke var den nemmeste opgave i verden, med blot halvanden måned igen, men ved brug af interne kontakter lykkedes det os at blive sat i forbindelse med den forholdsvis nystartede butik i Frederikshavn, Ølbiksen, som til alt held var med på ideen, og kunne på dagen.
Ølbiksen kom med et bredt udvalg af specialøl, som de færreste nok havde smagt, deres spidskompetence er nemlig at skaffe og forhandle øltyper, som umiddelbart ikke forhandles i almindelige butikker. Et par af øllene kom da også til at udfordre gæsterne gevaldigt, ligesom der var andre øl der imponerede og smagte fortræffeligt, og så er alt jo som det skal være til en rigtig ølsmagning, man kommer jo for at smage noget nyt og anderledes end det som man kan drikke til dagligt. Ølbiksen fik i hvert fald gjort så godt opmærksom på sig selv, at flere af gæsterne i den kommende tid sikkert kommer til at stikke hovedet inden for i deres meget spændende specialølbutik i Frederikshavn.
I pausen blev der serveret et flot pålægsbord efterfulgt af en konkurrence, hvor der blev trukket lod på billetnumrene om 4 billetter til Lyngså Boldklubs næste gode arrangement, John Mogensen Live, til en værdi af 250 kr. pr billet. Billetterne blev sponsoreret af vores trofaste sponsorerer, Sæby Lastvognsopbygning, Sæby Budservice, A10 Auto og Voerså MC Kompagni. Voerså Tømmerservice meldte sig også på banen, og tilbød boldklubben, at de selvfølgelig også gerne støtter de gode arrangement med sponsorater, så mon ikke der kommer endnu flere gevinster på programmet til næste år?”.
Gæsterne havde på ingen måde travlt med at komme hjem efter ølbiksens oplæg, hvilket gav en rigtig god omsætning i kiosken efterfølgende, så boldklubben kan kun betegne aftenen som en meget stor succes, og de glæder sig til at arrangerer en ny ølsmagning igen til næste år, men nu drejer det sig mest om deres næste arrangement, som er et super underholdende show med John Mogensen Live, fredag den 21. april i Lyngså Boldklub, læs mere om dette arrangement på boldklubbens facebookside, eller på klubbens hjemmeside www.lyngsaaboldklub.dk salget er allerede godt i gang!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Total udsolgt ølsmagning i Lyngså' til en bekendt