Erhvervslivet kårer årets Vækst og Vilje-vindere

Erhvervslivet kårer årets Vækst og Vilje-vindere

2. februar 2023 - kl. 13:43 - af

En gang om året samles ledere fra erhvervslivet, organisationer, uddannelsessektoren og offentlige virksomheder i hele Frederikshavn Kommune for at hylde de virksomheder og iværksættere, der har gjort det særligt godt i året, der er gået. I år var det 18. gang, at Frederikshavn Erhvervsråd uddelte Vækst og Vilje Erhvervsprisen samt Iværksætterprisen, og det skete ved et morgen-arrangement i Det Musiske Hus med 250 deltagere.

Vinder af Vækst og Vilje Erhvervsprisen 2022 blev byens ny biograf, Palads Teatret. Palads Teatret drives i dag af Sofia Rafn og Kris Søgaard Pedersen, som i 2022 har investeret 40 mio. kr. i en helt ny biograf med fire sale og det bedste udstyr, som findes på markedet. De har skabt en biograf-perle til glæde for filmelskere ikke bare i Frederikshavn Kommune, men i hele Vendsyssel, ja der kommer gæster fra store dele af Jylland.

Iværksætterprisen gik i år til LN Supply Ships, der er en shipping- og bugservirksomhed, som på tre år er vokset fra to mand og en slæbebåd til i dag tre ejere, 30 ansatte og tre fartøjer. Firmaet servicerer skibstrafikken ud for Skagen og Frederikshavn med proviant, besætningsskift, sejlads med teknikere m.v. og har desuden en stor slæbebåd beskæftiget ved byggeriet af den ny Storstrømsbro.

De to priser blev uddelt af formanden for Frederikshavn Erhvervsråd, Karl Erik Slynge, som i sin tale også kom ind på, at der i år igen havde været et meget stærkt felt af nominerede virksomheder – 11 nominerede til Vækst og Vilje Erhvervsprisen og 5 nominerede til Iværksætterprisen. Alene det at blive nomineret er en hædersbevisning, og når man så vinder, er der al mulig grund til at være stolt. Og der er grund til for hele kommunen at være stolt af virksomhederne, som skaber vækst og velstand og dermed grundlag for fortsat udvikling og velfærd.

Forud for prisuddelingen havde de mange gæster lyttet til taler af borgmester Birgit S. Hansen og erhvervsdirektør Niels Bay Christensen. Borgmesteren talte især om de unge, som bliver en mangelvare i fremtiden. Om de unge, der rejser ud for at uddanne sig. Om de unge, der vender tilbage med kompetencer, som virksomhederne skal være gode til at udnytte. Og om de unge, der vælger at blive i lokalområdet for at uddanne sig og skabe sig en tilværelse her. De sidste er måske en overset gruppe, men de er nok de allervigtigste, for de er grundlaget for fremtidens velfærd i kommunen. Og der er masser af muligheder for karriere i kommunens virksomheder og for at blive en succes.

Erhvervsdirektøren havde også fokus på ungdommen, navnlig den stigende mangel på unge til lærlingepladser og job i områdets virksomheder. Faldende ungdomsårgange betyder, at de uddannelser, vi har i Frederikshavn kommune, skal tiltrække studerende fra andre dele af landet for bare at opretholde de job, vi har i dag. Hertil kommer behovet ved vækst i eksisterende virksomheder samt nye virksomheder, der kommer til kommunen. Det er en opgave, som også kræver engagement og investeringer fra kommunens virksomheder, bl.a. i ungdomsboliger og etablering af gode ungdomsmiljøer.

Ved Vækst og Vilje-arrangementet er der tradition for et indlæg fra en frederikshavner, der er rejst ud i verden og har gjort det godt. I år fik publikum hele to indlægsholdere, nemlig tvillingesøstrene Amalie og Kristina Korning Wedege. Amalie har en topstilling i Danske Bank, hvor hendes hovedfokus er at forhindre, at sanktionspålagte lande og aktører benytter banken. Kristina gik forskervejen og er i dag tilknyttet konsulenthuset McKinsey & Company, hvor hun rådgiver virksomheder om sustainability-strategi og -transformationer samt grøn teknologiudvikling. Søstrene fortalte levende om deres opvækst i Frederikshavn og de veje, der har ført dem til deres nuværende job.

Dagens musikalske oplevelse var det nordjyske talent Charlotte-Amalie Dahlerup, som er både sanger, sangskriver og pianist og blev i 2016 Årets Nordjyske Musiknavn med sit band, Tunnelvision. I dag har hun en solokarriere sideløbende med uddannelse på musikkonservatoriet.

Vækst og Vilje var igen i år sponsoreret af Spar Nord Bank og revisionsfirmaet Beierholm.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Erhvervslivet kårer årets Vækst og Vilje-vindere' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER