Jørgen Rørbæk hædret med Ridderkorset
31. januar 2023 - kl. 14:44 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det socialdemokratiske medlem af Regionsrådet for Nordjylland, Jørgen Rørbæk Henriksen, Sæby, er blevet tildelt Dannebrogordenens Ridderkors.
Ordenen blev overrakt og påsat af regionsrådsformand Mads Duedahl ved en reception i Regionsrådet for Jørgen Rørbæk Henriksen, hans familie, kollegaer m.v. Ved samme lejlighed modtog også regionsrådsmedlem Anny Margit Winther (V), Støvring, Ridderkorset.
Jørgen Rørbæk Henriksen modtog Ridderkorset for sit virke som regionsrådspolitiker og for med stor ildhu at have deltaget i regionens politiske opgaver i en lang årrække. Han er det længst siddende medlem af Regionsrådet, da han blev valgt ind første gang i november 2005. Han har derfor siddet med siden 1. januar 2007, da regionerne trådte i kraft, og amterne officielt blev nedlagt. Jørgen Rørbæk Henriksen har derfor været med igennem hele processen med konstruktionen af regionerne og sundhedsvæsenet, som vi kender det i dag. Dertil kommer en lang række udvalgsposter og tillidshverv i relation til Regionsrådet, som han har bestridt igennem årene. Aktuelt er han bl.a. næstformand for Sundhedsudvalget og formand for Sæby Sundhedshus. Når den nuværende valgperiode udløber i 2025, har han siddet uafbrudt i Regionsrådet i 20 år.
”Jeg er meget ydmyg og beæret over ordenen og min tid i Regionsrådet og ser frem til endnu flere spændende opgaver. Det blev en dag, jeg vil mindes. Nu kommer så turen til slottet for at takke Majestæten for tildelingen,” lyder det fra Jørgen Rørbæk Henriksen.
Stammer fra Understed
Rørbæk Henriksen boede som dreng i Understed og flyttede siden til Hørby og senere til Sæby. Han er udlært mekaniker. Han har bl.a. kørt turist- og skolebus og været biblioteksbetjent og bogbuschauffør. Efterfølgende kom han til Falck i 1987, hvor han var ansat, til han gik på efterløn i november 2019. Han har været med fra starten af hele udviklingen inden for ambulanceuddannelsen. Han har ligeledes været tillids- og sikkerhedsrepræsentant og i bestyrelsen for 3F i Frederikshavn. Desuden har han haft flere tillidsposter inden for den socialdemokratiske partiorganisation.
Jørgen Rørbæk Henriksen er gift med Birthe, der arbejder i hjemmeplejen i Frederikshavn Kommune.
De har 2 voksne sønner, som bor i Nordjylland, hvortil kommer 4 børnebørn, der har en særlig plads i hans hjerte.
Fritiden bruges bl.a. til at spille klarinet i Musikkorps Sæby og sidde i bestyrelsen for Sæby Varmeværk.
En dansk ridderorden
Dannebrogordenen er en dansk ridderorden indstiftet af kong Christian 5. i 1671 og senere forandret og udvidet. Ordenens formelle grundlag er kong Frederik 6.s åbne brev fra 1808 suppleret med senere reskripter. Enkelte bestemmelser i ordenens statutter fra 1693 er endnu gældende.
Danmark har to kongelige ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogordenen. Begge fik deres endelige skriftlige statutter den 1. december 1693. Den til enhver tid regerende monark er Ordensherre for begge ordener. Elefantordenen er den ældste og den fornemste.
Dannebrogordenen blev indstiftet af Christian 5. efter tilskyndelse fra rigskansler Peter Griffenfeld. For at give den nye orden øget vægt og anseelse, fastholdt man imidlertid fra begyndelsen den myte, at der i virkeligheden var tale om genindstiftelse af en langt ældre orden, der skulle være grundlagt af Valdemar Sejr i forbindelse med korstogsslaget ved Lyndanisse (i Estland) den 15. juni 1219, hvor Dannebrog ifølge sagnet dalede ned fra himlen og sikrede danskerne sejren. Af samme grund har ordenstegnet form af et kors, og Dannebrogs rød-hvide farver præger ordenens bånd og kors.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jørgen Rørbæk hædret med Ridderkorset' til en bekendt