
Mange forbrugere får penge retur fra Sæby Varmeværk
18. januar 2023 - kl. 14:10 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Varmeværk har nu kørt alle årsopgørelser for 2022 igennem, og det viser, at der samlet vil være 3,8 mio. kr. til udbetaling til forbrugerne, som i det i forløbne år har indbetalt for meget.
Ifølge varmeværkets driftsleder Karsten Thiessen er der i runde tal 4,6 mio. kr., som skal tilbagebetales, men samtidig er der også en række forbrugere, der samlet skal efterbetale 800.000 kr. Derved opstår de 3,8 mio. kr.
Sæby Varmeværk har omkring 3.700 forbrugere, så rundt regnet svarer det til ca. 1.000 kr. pr. forbrugssted.
Karsten Thiessen tilskriver resultatet, at 2022 har været et mildt og solrigt år, og folk har også taget mange spareråd til sig og sænket varmeforbruget. Faktisk har varmeværket faktisk haft et varmesalg 10 % under budgettet. Nogle forbrugere har endda sparet så meget, at der venter en tilbagebetaling på flere tusinde kroner.
Tallene for de enkelte forbrugssteder vil meget snart være tilgængelige. De vil fremgå enten via varmeværkets e-forsyning eller via bankens betalingsservice. Tilbage- eller merbetalingerne modregnes i første aconto-opkrævning den 1. februar.
De nye aconto-indbetalinger vil i størst muligt omfang være baseret på et gennemsnit for de seneste års forbrug.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mange forbrugere får penge retur fra Sæby Varmeværk' til en bekendt