
HF udbyder ny linje målrettet sundhedsfag
6. januar 2023 - kl. 3:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
HF på Frederikshavn Gymnasium tilbyder nu interesserede unge et førstehåndskendskab til en række sundhedsfag gennem samarbejde med plejecentre, Sportsmedicinsk Center og sportsklubber. Til åbent hus den 10. januar er der mulighed for at høre mere.
Det sker i forbindelse med en såkaldt fagpakke, der i løbet af HF-uddannelsen tilbyder praktik i job som fysioterapeut, sygeplejerske, SOSU-assistent og ergoterapeut. Håbet er, at flere elever tager et kvalificeret karrierevalg inden for de sundhedsfaglige uddannelser.
Den nye fagpakke hedder SUNDHED & VELFÆRD og er udviklet i tæt samarbejde med uddannelseskonsulenter i Frederikshavn Kommune. Her er blevet tænkt nyt og kreativt, men først og fremmest er der tænkt i, at de unge skal have et fagligt og inspirerende kig ind i sundhedsfagene.
Hanne Glumsøe Bach, uddannelsesleder på Frederikshavn Gymnasium, udtaler, at netop sammensmeltningen mellem gymnasiets faglighed og virkelighedens praksis har været omdrejningspunktet i udviklingen af fagpakken.
”Det ligger i HF-uddannelsens ånd, at virkeligheden og det praksisnære i højere grad trækkes ind i undervisningslokalerne og dermed bygger bro til arbejdslivet. At det samtidig skaber spændende og nærværende undervisning, som motiverer eleverne, er en ekstra gevinst” udtaler Hanne Glumsøe Bach.
Uddannelseskonsulenterne og undervisere i psykologi og biologi har således udviklet realistiske cases, som eleverne skal arbejde med, mens de er i praktik. Hverdagens faglige udfordringer i sundhedsfagene og gymnasiets fag kobles på denne måde og skal bidrage til, at eleverne får et indtryk af de mange fagligt interessante udfordringer, sundhedspersonalet står med hver dag. Foruden praktikforløbet er der også tænkt i andre samarbejder således, at der både samarbejdes med kommunens plejecentre, sportsklubber og Sportsmedicinsk Center på Regionshospitalet i Frederikshavn.
Hanne Glumsøe Bach lægger ikke skjul på sin begejstring over samarbejdet med netop Sportsmedicinsk Center.
”På Sportsmedicinsk Center er der læger med erfaring fra elitesport, landshold, verdensmesterskaber og olympiske lege. Det er vildt, at vores elever nu kan trække på deres erfaringer. Sportsmedicinsk Center og sportsklubberne bringer nogle helt andre perspektiver ind i vores undervisning, som i kombination med de spændende praktikker på plejecentrene bliver helt unik.”
På linje med gymnasiets andre fagpakker MENNESKER & KREATIVITET, SAMFUND & SPORT og MEDIER & KOMMUNIKATION har gymnasiets studievejledere allerede præsenteret den nye fagpakke på uddannelsesaftenerne rundt om i kommunen, og fagpakkerne er også nævnt i gymnasiets nye brochure for 2023.
SUNDHED & VELFÆRD er som sagt udviklet med det formål at tilbyde eleverne et kig ind i sundhedsfagene, men det er ingen hemmelighed, at Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Kommune med dette tiltag også har blikket rettet mod de fremtidige udfordringer med at rekruttere personale til vores velfærdssamfund. En uddannelse inden for SUNDHED & VELFÆRD giver således rigtig gode job- og karrieremuligheder – også i Frederikshavn.
Interesserede i den nye fagpakke er velkomne til at kontakte Frederikshavn Gymnasium, komme til åbent hus d.10/1 kl. 19.00 eller kontakte sin vejleder i folkeskolen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'HF udbyder ny linje målrettet sundhedsfag' til en bekendt