
Arkivfoto
Tilladelse til grundvandssænkning og udledning af oppumpet grundvand
5. januar 2023 - kl. 7:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I forbindelse med beslutningen om at etablere en direkte linje for industrispildevand fra slagteriet Danish Crown til Sæby Renseanlæg har Frederikshavn Kommune modtaget en ansøgning midlertidig grundvandssænkning og udledning ved Toldbodvej, Kjeldgaardsvej og Sølystvej i Sæby. Grundvandssænkningen foretages i forbindelse med etablering af kloakledning fra Danish Crown til renseanlægget.
Frederikshavn Kommune har screenet projektet for at vurdere, om den midlertidige grundvandssænkning og udledning kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Da der ikke er fundet betydelige utilsigtede miljøpåvirkninger, har kommunen jf. Miljøvurderingsloven truffet afgørelse om, at projektet ikke udløser krav om miljøvurdering. Klagefristen udløber ved midnat den 1. februar 2023.
Arbejdet forventes at forløbe inden for perioden medio februar 2023 til og med juni 2023 på de tre førnævnte lokationer. Grundvandssænkningen forventes at ske ved hjælp af lænsning ved Toldbodvej og Kjeldgaardsvej, mens der forventes at blive anvendt sugespidsanlæg ved Sølystvej.
Lænsningen ved Toldbodvej ventes at vare 20 dage og 15 dage ved Kjeldgaardsvej. Sugespidser ved gruber ved Sølystvej ventes at tage ca. 15 dage, mens ugespidser langs ledningsrende kan tage op mod 60 dage; her er tale om en mængde på ca. 65.000 m3.
Ingen væsentlig påvirkning af Natura 2000
Det oppumpede grundvand udledes til Søvangsbækken og afløb fra Sæbygård Mose. Udledningen kræver tilladelse, som er indhentet af Frederikshavn Kommune.
Kommunen har på baggrund af en screening vurderet, at grundvandssænkningen samt udledningen ikke vil påvirke miljøet væsentligt og er derfor ikke er omfattet af pligt til miljøvurdering.
Projektet vurderes ikke i sig selv eller i forbindelse med andre projekter at kunne påvirke Natura 2000-områder.
Der er i området set spidssnudet frø, løgfrø, strandtudse, markfirben, odder, dværgflagermus, troldflagermus, skimmelflagermus, sydflagermus, brunflagermus, vandflagermus, pipistrelflagermus og gul stenbræk. Frederikshavn Kommune vurderer, at det ansøgte projekt har en neutral effekt på levesteder samt yngle- og rasteområder for de nævnte arter, da påvirkningen på naturlokaliteterne ikke vil være af væsentlig størrelse samt er af midlertidig karakter.
Grundvandssænkningen er angivet til perioden 1. marts 2023 – 30. juni 2023 med mulig start allerede den 13. februar.
Screenet efter VVM-reglerne
Det samlede projekt med etablering af trykledning fra Danish Crown Sæby til Sæby Renseanlæg, er screenet efter VVM-reglerne. Udledningen skal ske på en måde, der sikrer mod erosion ved udløbene. Det skal ligeledes sikres, at der ikke sker udledning af sand, ler m.v. til vandområderne.
Udledningen af oppumpet grundvand foregår via udløb til Søvangsbækken og regnvandsledninger med udløb til Kattegat. Såfremt der opdages okkerpåvirket vand i forbindelse med udledningen til Søvangsbækken, skal kommunen kontaktes omgående med henblik på at iværksætte tiltag for at forhindre okkerforurening af vandløbet.
Alt oppumpet grundvand, der udledes til afløb via Sæbygaard Mose, skal oxideres via okkerrenseanlæg, inden det udledes. Udledningen må ikke give anledning til forringelse af badevandskvalitet.
Frederikshavn Spildevand A/S skal etablere en 4,2 km lang dedikeret trykledning til håndtering af spildevand fra Danish Crown-slagteriet i Sæby til Sæby Renseanlæg. I forbindelse med anlægsarbejdet er der behov for dels at nedgrave, dels at skyde ledningen ned i undergrunden. Ledningen lægges fortrinsvis i 1,6 m dybde.
Links, hvor der kan læses mere om projektet:
https://www.frederikshavn.dk/media/mlmlstcm/02-02-23-screeningsafg%C3%B8relse-endelig-1.pdf
https://www.frederikshavn.dk/media/umydxngh/01-02-23-udledningstilladelse.pdf
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tilladelse til grundvandssænkning og udledning af oppumpet grundvand' til en bekendt