
Magisk jul for hele familien på Voergaard Slot
16. oktober 2022 - kl. 6:09 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Voergaard Slot slår dørene op til et nyt juleeventyr, når dørene åbnes til ”Jul på Voergaard Slot”.
I samarbejde med Kgl. Hofleverandør Bering House of Flowers, Danmarks Radio og Trine Jepsen A/S byder Voergaard Slot, som det eneste sted i landet, gæster indenfor til magisk jul på slottet. Bjarne Als og Bering House of Flowers juleunivers foldes ud, og giver inspiration til årets julesammenkomster, når der bliver pyntet op under årets tema: Musik på juleslottet. Danmarks Radio rykker for første gang ind i slottets smukke lade og gør os klogere på Børne tv’s historie, og sidst men ikke mindst, kan besøgende glæde sig til årets julemarked, der foldes ud fredag, lørdag og søndag i åbningsperioden.
Jul på Voergaard Slot er åben fra d. 25. november 2022.
60 års nostalgi
De sidste 60 år har DR’s børne-tv været en del af enhver danskers opvækst. Forældre og børn har sammen fulgt mange elskede figurer og værter – serier som Sonja fra Saxogade, Kaj og Andrea, Bamses Billedbog samt Hr. Skæg er blevet sendt flere gange, og har været med til at binde generationer sammen i et fælles univers. Denne jul på Voergaard Slot, kan de besøgende glæde sig til at gå på opdagelse i DR’s magiske univers på tværs af generationer.
– Jul på Voergaard i år bliver noget helt nyt. Bering House of Flowers og Bjarne Als vil traditionen tro pynte smukt op til jul, men herudover har vi givet julen på Voergaard et 360 graders eftersyn. Vi glæder os til at give vores gæster en magisk oplevelse i samarbejde med DR og vores øvrige samarbejdspartnere, og til at invitere indenfor til en ny version af årets julemarked. Vi har en unik ramme, som vi ønsker at gøre mere tilgængelig på tværs af generationer – en ramme, der komplimenterer både Bering og DR’s udstilling perfekt, siger Janne Bak på vegne af Voergaard Slot.
Fordybelse og snak
Også hos DR er man begejstrede for at skulle udstille på Voergaard Slot.
– Vi er utroligt glade for og ser meget frem til at bringe en vigtig del af DR’s historie til det nordjyske. Udstillingen fortæller den samlede historie om en lang børne-tvtradition, som vi er meget stolte af. Udstillingen hædrer børne-tv, er nostalgisk, og indbyder til fordybelse og dialog generationerne imellem. Vi glæder os til at lade publikum komme helt tæt på DR’s universer – i Voergaards smukke rammer i Nordjylland, udtaler Kenneth Holm, senior projektleder hos DR Salg.
Bliv inspireret af blomsterkunstneren over dem alle
Bjarne Als der i relation til Jul på Voergaard har opnået kultstatus, vil igen i år sikre et eventyrligt smukt slot, og som noget nyt kan besøgende også blive klædt på til at udføre den perfekte borddekoration eller julebuket, når Bjarne Als dagligt vil udføre blomsterdemonstrationer, der kan inspirere til at Julen 2022 kan blive den smukkeste udgave i de danske hjem.
Jul på Voergaard Slot varer til og med søndag 4. december – DR Udstillingen fortsætter dog frem til og med d. 18. december, og billetter kan købes på www.voergaard.dk og på www.trinejepsen.dk
Man kan naturligvis nyde æbleskiver, gløgg m.m., når man besøger slottet i forbindelse med Julen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.





Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Magisk jul for hele familien på Voergaard Slot' til en bekendt