Det handler om mere end bøger

Det handler om mere end bøger

9. juni 2022 - kl. 10:54 - af

Indlæg af Solveig Jensen, stifter af Østervrå Læseklub og bruger af Østervrå Bibliotek. 

For blot fem år siden blev det nuværende bibliotek i Østervrå indviet. Det var en festlig dag, hvor det lokale biblioteks betydning for lokalsamfundet blev fremhævet – og rost – af politikere. Derfor er det ikke svært at argumentere imod forslaget om at lukke Østervrå Bibliotek.

Der er åbent to eftermiddage om ugen med betjening og mulighed for selvbetjening derudover, så det er altså ikke fordi, der bruges en masse ressourcer på at have et funktionelt bibliotek i et aktivt lokalmiljø. Med en beliggenhed midt i Østervrås Idræts- og Kulturcenter er der nem adgang for alle – lige fra rollatorbrugere, idrætsudøvere, dagplejere i legestue til forældre, der venter på, at deres børn er færdige med gymnastik. For det bliver brugt.

Kultur er andet end ballet og musik. Det er også børneteater for dagpleje- og vuggestuebørn, der ellers aldrig ville få den mulighed. Det er også den lokale læseklub, som spreder glæden ved det læste ord. Det er også højtlæsning for børnehavebørn af en engageret bibliotekar, der lever op til regeringens målsætning om at motivere børn til læselyst. Det er også den lokale præst, der præsenterer sin nye roman. Østervrå Bibliotek repræsenterer ikke fin-kultur, men bred lokal-kultur. Og er det ikke også værdifuldt?

Ikke alle har råd til eller mulighed for at bruge offentlig transport for at komme til Sæby eller Frederikshavn for at låne bøger, få vejledning ift. brug af borgerservice eller låne en PC. I kampen for de mindre byers ret til også at være selvkørende, har det lokale bibliotek en aktiv rolle. Uden dette vil mange ældre og mindre bemidlede borgere blive sat ud på et sidespor uden samme grundlæggende muligheder, som andre ligestillede i de større byer.

Biblioteket er også det ”lim”, der er med til at få byen til at hænge sammen. Hvor mange tilflyttere har ikke fået et tip om, hvem de skal kontakte, hvis de vil? Hvor tit har personalet ikke lige fået formidlet, at der sker dette og hint i byen, så flere kan være med? Vores lokale bibliotek har altså også en inkluderende funktion, som mange borgere sætter stor pris på.

Alle kommunens mindre byer skal ikke have det samme tilbud, som i de store byer, men et velfungerende bibliotek med seks timers betjening om ugen er sammen med skolen, daginstitutioner, forretningsdrivende og foreningsliv med til at skabe fundamentet for et attraktivt lokalsamfund, der tiltrækker nye skatteborgere til – kommunen. Derfor er der ikke råd til at lukke Østervrå Bibliotek.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Det handler om mere end bøger' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger