
Er Ukrainerne flygtninge eller turister?
27. april 2022 - kl. 7:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Flemming Steen har skrevet dette indlæg:
Flygtninge eller turister? Når jeg stiller spørgsmålet, er det fordi ” The Danish immigration service ”, der behandler de ukrainske personers sager med henblik på opnåelse af opholdstilladelse i Danmark, benævner personerne, ” displaced persons from Ukraine ”.
Altså personer, der af en eller anden grund er fordrevet fra deres hjem, og dermed har været tvunget til at søge sikkerhed i f.eks. Danmark.
Imod denne logik står, at ledende/ansvarlige medarbejdere i Frederikshavn kommune, kort og godt betragter og betegner de mange ukrainere, der er privat indkvarteret hos hjælpsomme borgere, som har åbnet deres hjem, mens kommunen stadig var i tænkebox, som turister.
Ja, du læste rigtigt, som TURISTER !!!
De fordrevne personer er derfor overladt til de heldigvis hjælpsomme borgere, der så må klare samtlige opgaver, som søgning af opholdstilladelse, få aftale om at få børnene i skole, samt naturligvis de daglige fornødenheder som mad, tøj og husly.
Dette har naturligvis kun kunnet lade sig gøre ved lokalsamfundets medvirken.
Det skal understreges, at jeg kun har direkte kendskab til én familie, der til gengæld har haft 15 personer, nu 10, under deres vinger. Men da kommunal forskelsbehandling må anses for at være utænkelig, tillader jeg mig at antage, at de øvrige værter huser de ukrainske ” turister ” under samme forhold.
Jeg håber virkelig, at andre kommuner har et andet syn på deres ” uden for sæson turister ”.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Er Ukrainerne flygtninge eller turister?' til en bekendt