Verdensmålsuge stiller skarpt på bæredygtige handlinger
5. april 2022 - kl. 11:55 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Verdensmålsudvalget i Frederikshavn Kommune inviterer borgere, foreninger og virksomheder til at tage aktivt del i Verdensmålsugen fra 5.-11. september 2022. Man kan deltage med en eller flere aktiviteter, der handler om at omsætte verdensmål til hverdagsmål.
I Frederikshavn Kommune er der en politisk ambition om, at verdensmålene skal være pejlemærker for bæredygtig udvikling. Verdensmålsudvalget ønsker at involvere og inspirere borgere, virksomheder, organisationer og foreninger i en Verdensmålsuge, der sigter mod at sætte lokal viden, erfaringer og kompetencer i spil til gavn for en mere bæredygtig verden.
– Vi inviterer alle til at byde ind med aktiviteter, der tager afsæt i verdensmålene. Bæredygtig omstilling skaber vi i fællesskab og ved at dele tanker, idéer og konkrete bud på, hvordan vi kan omsætte målene til handlinger i hverdagen. Aktiviteterne kan handle om alt muligt – fra stop madspild til bekæmp ensomhed, lyder det fra borgmester Birgit S. Hansen, formand for Verdensmålsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Verdensmålsugen har premiere 5. september, og du kan deltage med så mange aktiviteter, du ønsker. Alle aktiviteter skal blot relatere til ét eller flere af FN’s 17 Verdensmål. Du kan tilmelde åbne aktiviteter, som alle kan tilmelde sig, eller du kan tilmelde en lukket aktivitet for medlemmerne af din forening, medarbejderne på din virksomhed eller eleverne på en skole.
Fra madaffald til grøn energi
Flere aktører har allerede meldt aktiviteter ind til Verdensmålsugen. En af aktørerne er virksomheden Gemidan, der åbner dørene for alle, der er interesserede i at se, hvordan madaffald fra private husholdninger og virksomheder omsættes til grøn energi, brændstof og gødning – også kaldet biogas:
– Det er vigtigt, at vi som koncern påtager os en del af ansvaret i at løfte vægten i den grønne omstilling. Gemidan Koncernen har forskellige brancheområder, som alle fokuserer på den bedst mulige ressourceudnyttelse af affaldet. Vi er engagerede i at tænke cirkulært og bringe affaldet tilbage i kredsløbet, i Frederikshavn med fokus på det organiske affald. Verdensmålene hjælper os med at holde det fokus og er ligeledes en god bro til globaliseringen af ecogi teknologien. Det er et ”sprog” vi alle forstår, og efterhånden ved vi, at det er et nødvendigt værktøj, udtaler Rune Nyhuus, adm. direktør i Gemidan Koncernen.
Premiere på Verdensmålsløb
Et partnerskab mellem Landsbyløbet, Gymnastikforeningen GF 77 og ØVI’s Venner er gået sammen om at afvikle et Verdensmålsløb, der finder sted lørdag den 10. september kl. 10-12.30.
– Vi bakker op om Verdensmålsugen, fordi vi alle har en interesse i, at vi passer bedre på vores klode, så den består, når vores børnebørn bliver gamle, fortæller Frode Thule Jensen, formand, Foreningen Landsbyløbet.
Bæredygtighed bliver et gennemgående tema i Verdensmålsløbet, og ØVI’s Venner er klar til at hjælpe med at løfte de praktiske opgaver med afviklingen af løbet:
– Vi vil gerne tiltrække aktiviteter til Østervrå, og med Verdensmålsløbet ser vi en mulighed for både at vise vores skønne lokalområde frem og samtidig rette fokus på bæredygtighed, lyder det fra Charlotte Albertsen fra ØVI’s Venner.
Verdensmålsløbet henvender sig til alle aldersgrupper, og man kan gå, løbe eller cykle i sit eget tempo. Foreningen Landsbyløbet er i fuld gang med at planlægge spændende ruter – både for motionisterne og for de hardcore, der gerne vil udfordres.
Sådan tilmelder du din aktivitet til Verdensmålsugen
Du kan deltage i Verdensmålsugen med alle mulige former for aktiviteter og oplevelser, der handler om at omsætte verdensmål til konkrete hverdagsmål.
Verdensmålsudvalget har nedsat en koordineringsgruppe, der holder styr på alle de aktiviteter, du og andre melder ind. De sørger for, at tilmeldte aktiviteter bliver synlige i programmet og markedsført som en del af Verdensmålsugen.
Tilmeld din aktivitet på hjemmesiden https://ffm.frederikshavn.dk/for-aktoerer/ og følg Frederikshavn Kommune for Målene på Facebook og Instagram.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Verdensmålsuge stiller skarpt på bæredygtige handlinger' til en bekendt