Knudepunkt for teknologi inden for havvindmøller

Knudepunkt for teknologi inden for havvindmøller

17. februar 2022 - kl. 9:44 - af

Havvindmøllerne er på vej ud for Frederikshavn. Frederikshavn Kommune bliver knudepunkt for udvikling af teknologi inden for havvindmøller rundt om i verden.

”I den kommunale valgkamp kom vi flere gange ind på den grønne omstilling: el-ladestandere, vindmøller, solceller, bølgeenergi, biogasanlæg. Havvindmølleprojektet ud for Frederikshavn blev også bragt op.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi for alvor rykker på den grønne omstilling? Første skridt bliver, at møllerne kommer,” lyder det for det socialdemokratiske byrådsmedlem Karsten Thomsen, som også er formand for Teknisk Udvalg.

Karsten Thomsen fortæller videre, at staten er myndighed på havet, men kommunen er høringspart.

VVM´en (vurdering af virkning på miljøet) sendes forventeligt ud i offentlig høring omkring den 1. juni i år, og i den forbindelse vil der blive afholdt borgermøde i samme periode. Det er projektholderne og staten, der står for den del.

”De har siden, vi først gang hørte om møllerne, haft dialog med kommunen. Der har været borgermøder, dialog med Danmarks Naturfredningsforening, fiskerne, havnen, erhvervet m.fl. Nu er der kommet skred i tingene igen, og tidsplanen siger, at det er målsætningen, at tre havvindmøller (dem længst mod syd i linjen af de fem møller 4,5 km ud for Frederikshavn) går i drift i begyndelsen af år 2024,” oplyser Karsten Thomsen.

Parat til grøn omstilling

”Vi har lavet flere investeringer på vores havne for at kunne bidrage til den grønne omstilling. Flere af vores virksomheder arbejder med “fra sort til grøn”-energi.”

Møllerne er en del af udviklingen med mere el, power-to-X (processen, hvor grøn elektricitet omdannes til brint) og andre projekter.

Karsten Thomsen siger videre: ”Nogle vil måske spørge: ”Kan de møller ikke stå længere ude på havet?” Der er mange og gode spørgsmål, vi kan stille projektmagerne; men netop spørgsmålet om placeringen af møllerne har betydning. Hvis møllerne skal længere væk fra kysten, er det et andet projekt, fordi det vil betyde at der skal etableres en transformatorstation, der vil være andre barrierer i forhold til fiskeriet osv.”

”Det er klart, at vi som område er optaget af, om der er lokalt arbejde og arbejdspladser i projektet, som kan smitte af hos os. Erhvervshuset er derfor i dialog med projektmagerne,” udtaler Karsten Thomsen.

Testmøller

Selve projektet med havvindmøller ud for Frederikshavn bliver testmøller. Det beskrives som et knudepunkt for udvikling af havvindmøllerteknologi i verden.

”Vi er helt klar over, at der vil være delte meninger om, hvorvidt vindmøller på land og på havet er til at leve med, og at der samtidig er mange meninger om den rette placering for vindmøller, men omvendt hører vi også mange sige: Det er godt, vi kan bidrage til miljøet, og at vi kan blive sted for udviklingen af grøn energi, når vi så samtidig kan tænke: er der arbejdspladser i det for os? Så vil der være flere positive gevinster i projektet,” lyder det fra Karsten Thomsen.

Han peger desuden på, at en anden opmærksomhed er, at energipriserne er høje. Vi bliver derfor nødt til at nytænke og samtidig have adgang til grøn energi.

”Nu starter dialogen op igen. Vi håber, vi får en god dialog med staten og projektholdere om møllerne, så det bliver en overvejende god sag på vej mod mere grøn energi – helt konkret!” slutter Karsten Thomsen på vegne af den socialdemokratiske byrådsgruppe i Frederikshavn kommune.

Tekst: Per Rye

2 kommentarer til “Knudepunkt for teknologi inden for havvindmøller” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Knudepunkt for teknologi inden for havvindmøller”

  • Peter Jæger Christensen

    👍til kystnære hav vindmøller! Udover deres primære funktion, skaber deres fundament på havbunden, såvidt jeg ved, yngleplads for fiskebestanden! Og kan det tænkes de evt. Har en gunstig effekt på kystsikring? Jeg synes ikke møllerne skæmmer udsynet! Hvad med de høje platforme man ser i Frederikshavn skyline til sammenligning🤔

  • Nogen har en vare til salg.
    De kalder den Grøn Omstilling.

    Argumentet for at købe varen er påstanden om menneskeskabt global opvarmning.
    Det kalder jeg falsk varedeklaration, fordi sælger nægter at forholde sig til fakta om klimaforandringer.

    Vi kan bare tage de sidste 18.000 år i Jordens historie. Der ligger beviset på hvordan gennemsnitstemperatur svinger fra koldt til varmt og tilbage igen, faktisk med rimelig jævne mellemrum.

    Jeg er ikke imod nytænkning og udvikling, men bliver vred over politikere og andre der forsøger at binde mig en historie på ærmet.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Knudepunkt for teknologi inden for havvindmøller' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger