
En hyldest til os allesammen
25. december 2021 - kl. 7:36 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hvor mange gange skal den samme aktivitet gentages før, der er tale om en tradition? To er nok lige i underkanten! Alligevel vil jeg, traditionen tro, sende en julehilsen til alle medborgere i Sæby og opland – ligesom jeg gjorde i 2021. I år handler min julehilsen om ”fællesmængde” og ”mestringsoplevelse”. Lyder det kedeligt? Så må du forstå, at det er en hyldest til os allesammen – også dig.
Indledningsvis en opfordring! Lad os påskønne hinanden for, at vi gennem arbejde, frivillige indsatser og andre bidrag i Sæby og opland har skabet livsglæde, sammenhold og fællesskaber i hele 2021.
I bogen ”Churchill – Kriger, Kunstner og Statsmand” citeres Churchill for at sige: ”Hvis du går gennem helvede, så bliv ved med at gå!” Lettere omskrevet og uden sammenligning med Churchill i øvrigt, tilføjer jeg: ”Hvis vi går gennem en rivende udvikling, så bliv ved med at gå!”
Livsglæde, sammenhold og fællesskaber lader sig vanskeligt indramme og sat på formel. Endnu har ingen patent på, hvordan den slags bedst skabes. Dog har mange af os erfaringer med, at det gøres godt gennem hverdagsoplevelser. Personligt interesserer det mig at forstå, hvad det er der skaber netop livsglæde, sammenhold og fællesskaber. I min søgen er jeg nået frem til, at graden af ”fællesmængde” og ”mestringsoplevelse” kan have stor betydning.
Jeg forstår ”fællesmængde”, som summen af de initiativer en gruppe er sammen om at skabe til glæde og gavn for andre. Og jeg forstår ”mestringsoplevelse”, som en gruppes fælles oplevelser med at udrette noget godt sammen.
Eksempler på begge dele kan være, når en lokal forening sammen med skolen laver en motionsdag for byens plejehjemsbeboere. Det kan være, når byens forretningsdrivende laver et arrangement i midtbyen, og med hjælp fra kommunen og foreninger viser byen frem. Det kan også være, når kommunen sammen med byens erhvervsdrivende og fonde forløser visioner, der skal bringe byen og oplandet godt ind i fremtiden. Eksemplerne står kø, men er i virkeligheden ikke det mest interessante.
Endnu mere interessant er spørgsmålene: Hvad vi kan forløse gennem fællesmængde og mestringsoplevelse, og hvilken betydning får det for lokalsamfundet på lang sigt?
Når en gruppe mennesker går sammen om at skabe noget i vores samfund, er det ofte instinktivt forbundet med at frigive energi og glæde. Men betragtet på afstand vil vi også kunne se, at det opretholder en række samfundsstrukturer, som er afgørende for vores levevis og måden, vi ønsker at leve på i fremtiden. I vores møde med hinanden om at skabe noget, bidrager vi nemlig til demokratisk dannelse og medborgerskab, som er kernen i vores samfund.
Lyder det højtragende? Det er faktisk det stik modsatte – det er meget praktisk! Demokratisk dannelse og medborgerskab er nemlig det vi træner, når vi i fællesskab arrangerer en koncert, et stævne, fællessang på torvet, pynter en hel parcelhusvej med julelys eller arbejder med byudvikling.
Det er i gennem den praktiske udførelse af konkrete initiativer, at nye lag lægges til grundfundamentet for vores lokalsamfund. Måden vi er sammen på. Måden vi er i dialog med hinanden. Måden vi er uenige. Måden vi udfordrer hinanden på. Måden vi inddrager børn, unge, børnefamilier, ældre, foreninger og erhvervslivet. Kun i samspil og dialog med andre, kan vi forløse det fulde potentiale og bidrage til at mennesker oplever det værdifulde I at gøre ting i fællesskab.
I generationer har folkeeventyr, folkeviser, sagaer og historiefortælling været en reel dannelsesaktivitet for alle mennesker i et samfund. De ældste i et samfund blev garanter for en opdragelses- og dannelseskultur. Det var her medborgerne lærte om rigtig og forkert, farligt og ufarligt, nyttigt og nytteløst. Teknologiske fremskridt har givet moderne historiefortælling et helt nyt udtryk. En lang række teknologier, som alle har lige ved hånden, udgør i dag mange menneskers platform for dannelse og opdragelse.
Giver det anledning til bekymring? Ikke hos mig! Måske skal vi bare minde hinanden om, at vi går bedst på to ben. Det ene ben i en teknologisk verden. Det andet ben blandt medborgere, hvor vi sammen skaber livsglæde, sammenhold og fællesskab.
Tak til os alle sammen for et godt 2021.
Med ønsket om et godt 2022. God jul og rigtig godt nytår til alle.
Mange jule- og nytårshilsner Lars Lundgreen
Medborger, familiefar, bestyrelsesmedlem i Skjold IF og medarbejder.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En hyldest til os allesammen' til en bekendt