Snetterton bød på sol,  regn og overhalinger

Silas fik lært en masse på kort tid - blandt andet vejen rundt i regnvejr. (Fotograf: Jakob Ebrey Photography)

Snetterton bød på sol, regn og overhalinger

10. august 2021 - kl. 9:20 - af

I weekenden tog Silas Rytter hul på endnu et trin i sin udvikling som racerkører. Det skete på den britiske Snetterton-bane, hvor han deltog i Protyre Motorsport Ginetta GT5 Challenge i et felt bestående af 38 ens Ginetta G40 GT5-racere.

Bilen kendte Silas fra sin danske sæson i Danish Endurance Championship, men det var nyt at være oppe mod 37 konkurrenter i ens biler. Banen var også ny for nordjyden, men målet var også at give nye udfordringer.

Fredagen blev brugt på at lære bilen og banen at kende i strålende solskin, så da lørdagens kvalifikationskørsel skulle køres i regnvejr, var det en lille mavepuster til feltets enlige dansker:

– En racerbane ændrer sig meget fra tørvejr til regn, og uden erfaringer med hvordan den hurtigste vej rundt ser ud i regnvejr var jeg på overarbejde bag rattet. Jeg var 20. hurtigst, og det er jeg normalt ikke tilfreds med, men her havde jeg altså ingen erfaringer at trække på, fortæller Silas Rytter, som tog revanche resten af weekenden.

I det første løb var regnen nemlig stilnet af igen, og på tør asfalt kunne han køre sig syv placeringer frem til 13. pladsen. Et resultat, som han forbedrede yderligere i det andet løb, hvor han fra 15. pladsen avancerede til 11. pladsen.

– I den her serie kører man med stående start, og det har jeg ikke prøvet før, så jeg tabte et par pladser i starten fordi jeg ikke havde 100 procent styr på koblingen, siger Silas Rytter, som i weekendens tredje og sidste løb stod for en del af underholdningen på Snetterton, hvor regnen igen havde indtaget asfalten.

Sæby-køreren spandt nemlig 360 grader på første omgang og røg helt ned på 27. pladsen, før han kunne genoptage jagten på konkurrenterne. Det betød imidlertid at den danske Ginetta strøg fremad og foretog overhaling efter overhaling for til sidst at slutte på 15. pladsen.

– Det var ikke lige planen at jeg skulle snurre rundt der, men på den positive side fik jeg vist at jeg både kan køre hurtigt og overhale, selv på en våd bane … jeg ville meget hellere have kæmpet mig opad fra 11. pladsen og set hvad det kunne bringe, men sådan kan det også gå en gang imellem, griner Silas Rytter.

Set i bakspejlet var weekendens udflugt til Snetterton en stor succes for Silas, som både har lært en masse og udvidet sit netværk i sporten:

– Snetterton er en virkelig fed bane med et layout, som vi ikke har noget lignende af i Danmark, så jeg har fået en masse gode erfaringer med hurtige svingkombinationer, som jeg tror kommer til gavn allerede i denne sæson. Og så er det jo primært unge gokartkørere som jeg selv, der kører i serien, så der blev virkelig kørt noget tæt race, hvor der ikke var plads til fejl. Det har været en rigtig sjov og lærerig oplevelse, synes jeg!

Næste gang, Silas skal køre racerløb, bliver ved Padborg Park Night Race i den første weekend af september. Her er han tilbage i Danish Endurance Championship sammen med STEP Motorsport i deres Ginetta G40 GT5.

Løbene fra Snetterton kan ses på følgende links:

Race 1: https://www.youtube.com/watch?v=gY29QlCIm2Q
Race 2: https://www.youtube.com/watch?v=8O21fjzAI0s
Race 3: https://www.youtube.com/watch?v=avSrQhUNT90

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Snetterton bød på sol, regn og overhalinger' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER