Adgangsvej for Sæby Bakker et ufravigeligt krav for Venstre

Adgangsvej for Sæby Bakker et ufravigeligt krav for Venstre

13. april 2021 - kl. 20:04 - af

Plan- og Miljøudvalget har tirsdag eftermiddag holdt møde, hvor et af punkterne på dagsordenen var spørgsmålet om vedtagelse af forslag til lokalplan for den nye, store udstykning Sæby Bakker i den nordlige del af Sæby oven for Langtvedvej.

Et af elementerne i tilknytning til udstykningen er infrastrukturen og ikke mindst adgangsvejene til og fra området. Fra mange sider er det gennem de seneste uger blevet påpeget, at med det foreliggende forslag til lokalplan vil Langtvedvej blive hårdt belastet af øget biltrafik, der samtidig vil gøre vejen usikker for bl.a. skoleelever og cyklister.

Ufravigeligt krav

For Venstre er det et ufravigeligt krav, at der skal etableres en ny adgangsvej til og fra området. Det har partiet meldt ud i en pressemeddelelse umiddelbart efter udvalgsmødets afslutning.

På mødet fremsatte Venstre et ændringsforslag i sagen. Dette forslag blev ikke godkendt af Socialdemokratiet.

Venstre stemte derfor imod indstillingen fra teknik- og kulturdirektøren, som ville indikere, at Plan- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget skulle godkende lokalplanen og en deraf efterfølgende offentlig fremlæggelse i 8 uger.

”Ja-hat” og ”rettidig omhu”

”Ja-hatten” og ”rettidig omhu” i lokalplanen for Sæby Bakker har lige så lidt til fælles som smoking og gummistøvler. Sådan lyder det fra Venstre efter tirsdagens politiske møde.

”Der er sagt og skrevet meget om lokalplanen for Sæby Bakker, og lad det være slået fast fra starten: Venstre vil altid gerne være med til at udvikle vores kommune – herunder også Sæby Bakker! – så her tager vi bestemt ”ja-hatten” på. Men så er der lige den ”rettidige omhu”, og her kommer politikernes ansvar virkelig på prøve, for der er jo en årsag til, at vi kaldes et planudvalg,” udtaler Peter Sørensen (V), som er formand for netop Plan- og Miljøudvalget.

”Siger vi ja til dagsordensindstillingen, har vi også accepteret at efterlade åbenlyse problemer og omkostninger til fremtiden, og det kan vi ikke være bekendt,” slår Peter Sørensen fast.

Derfor siger Venstre helt klart, at partiet gerne ser Sæby Bakker-projektet realiseret, men påpeger samtidig, at der er trafikale udfordringer, som først må løses.

Ændringsforslag

For at muliggøre lokalplanen og sikre en fortsat udvikling i området ønsker Venstre, at der etableres en ny vej nord for området, som forbindes direkte til Frederikshavnsvej.

”Venstre slår fast, at vejen skal etableres som forudsætning for lokalplanens endelige godkendelse, og her skal en medfinansiering fra bygherre naturligt indarbejdes i udbygningsaftalen,” siger Mette Hardam, gruppeformand hos Venstres byrådsgruppe.

Venstre stillede derfor et ændringsforslag til dagsordenen vedr. Sæby Bakker på Plan- og Miljøudvalgets møde.

Venstre ønsker en selvstændig vejforbindelse til lokalplanområdet ”Sæby Bakker”. Ændringsforslaget indeholder 4 punkter:

  • Til løsning af de overordnede infrastrukturudfordringer i området og med henblik på fremtidig udvikling i området skal der etableres en selvstændig forbindelsesvej til lokalplansområdet. Forbindelsen føres mod nord ad Langtvedvej og forbindes med ny vej, direkte vej til Frederikshavnsvej.  Dele af udgiften hertil indarbejdes i udbygningsaftalen.
  • Vejen skal etableres som forudsætning for lokalplanens endelige godkendelse.
  • Bløde trafikanter sikres adgang mod syd via Langtvedvej.
  • Finansieringen af den selvstændige vej indarbejdes i de kommende budgetter for Frederikshavn Kommune.

Vej før lokalplan

”Når vi vil udvikling, må vi være opmærksomme på, at det ikke er gratis, men lige så opmærksomme på, at manglende planlægning oftest viser sig at være meget dyrere,” lyder det fra Venstre efter dagens politiske debat.

”At stå fast på rækkefølgen ”vej før lokalplan” kan måske være vanskelig at forstå i et valgår, men i Venstre vælger vi – i stedet for valgteknisk udenomssnak – at pege direkte på udfordringen, nemlig at kommunen må prioritere at lave en vej, når der planlægges for ”en helt ny bydel” (360 boliger).”

Venstre fortsætter: ”Vi er opmærksomme på, at dette naturligvis ikke er, hvad bygherrerne forventer, for i deres supplerende redegørelse til dagsordenen skriver de: ”Allerede for flere måneder siden fik projektudvikler tilkendegivelse fra politisk side om, at det var ok at begynde at sælge parcelhusgrunde!””

”Det er vigtigt for Venstre at gøre opmærksom på, at en sådan tilkendegivelse ikke er noget, vi kender til, og i øvrigt heller ikke bifalder, da den jo sådan set lader hånt om den politiske proces,” lyder det afsluttende i pressemeddelelsen fra Venstre.

Udvalgets medlemmer:

Plan- og Miljøudvalget består af to byrådsmedlemmer fra Venstre, nemlig udvalgets formand Peter Sørensen og Jytte Høyrup samt 5 socialdemokrater: Erik Kyed Trolle, Anders Brandt Sørensen, Tina Elisabeth Nymann, June Menne samt Peter E. Nielsen.

Tekst: Per Rye

Kortet viser Venstres udkast til vejføring:
Rød streg: Lokalplanområde Sæby Bakker. Blå streg: Vej som allerede eksisterer i dag.
Grøn streg: Ny forbindelsesvej. Hvid/blå streg: Eksisterende vej som skal udvides.

2 kommentarer til “Adgangsvej for Sæby Bakker et ufravigeligt krav for Venstre” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Adgangsvej for Sæby Bakker et ufravigeligt krav for Venstre”

  • Børge Egebak

    Det er i orden, at lede trafikken mod nord ad Langtvedvej , men i stedet for at lede vejen ned mod Frederikshavnvej, kan man udbygge Gedebjergvejen ned mod Sæbygårdvej og derved dele trafikken.
    Man kan eventuelt lave Langtvedvej ensrettet
    fra Nellemans have ned mod byen.

    Uanset hvordan det bliver lavet, kan ikke alle tilfredsstillas.

    med venlig hilsen

    Børge Egebak

  • Gitte Poulsen

    Tak Børge. Den løsning har vi også tænkt på, selvfølgelig også af hensyn til, at vi så undgår trafik på vores marker og igennem et rigt dyre og naturområde. Men også fordi det giver god mening at få trafikken ledt mod Sæby istedet for nord på mod Frederikshavn. Over Gedebjerg, så er man tæt på skolen og indkøb

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Adgangsvej for Sæby Bakker et ufravigeligt krav for Venstre' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER