
Forstander Andreas Ingerslev Larsen
Stidsholt Efterskole er klar til tests og genåbning
23. februar 2021 - kl. 13:16 - af Thea Bom Rasmussen
En ekspertgruppe fremlagde mandag en række forslag til genåbning af samfundet. Det har været længe undervejs for blandt andre butiksejere og efterskoler i Nordjylland. Ifølge sundhedsmyndighederne kan efterskolerne i Nord- og Vestjylland genåbne med “fuldt fremmøde” og det samme gælder butikker op til 5000 m2 udenfor storcentrer.
Andreas Ingerslev Larsen, forstander på Stidsholt Efterskole ved Sæby, er en af de glade efterskoleforstandere, som kan se frem til at få sine eleverne tilbage i skole.
– Vi er rigtig glade for at kunne få lov til at åbne. Det har vi ventet på siden den 17. december, og vi vil glæde os til at få eleverne tilbage, siger forstanderen til TV2 Nord.
Han bider samtidig mærke i ekspertgruppens formulering, som peger på, at det vil kræve ’særlige smitteforebyggende foranstaltninger’ at kunne genåbne efterskolerne forsvarligt.
– Vi har svært ved at gisne om, hvad det betyder. Vi har tidligere smidt mange planer i skraldespanden, så vi bliver nødt til at vente, så vi ved, hvilke krav der bliver stillet. Efterskole handler om fællesskab og om at være sammen på kryds og tværs. Hvis det bliver alt for bøvlet, skal vi genoverveje det. Det er jo teenagere. De bryder regler generelt. Det står i formularen, og hvis vi skal bruge alt vores tid på at være corona-politibetjente, er det ikke sjovt at have efterskolen åbent, siger forstander Andreas Ingerslev Larsen.
Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt har siden nedlukningen startede i december mistet 6 elever, som alle er fra Grønland. Efterskolerne har fået en kompensationspulje på 10 millioner kroner.
– Personligt håber jeg, at vi tester, inden de kommer ind på efterskolen – og testes igen, når de kommer tilbage efter en weekend. Jeg håber, at det bliver noget i den stil, siger Andreas Ingerslev Larsen til TV2 Nord.
Anbefalingerne skal drøftes i Folketinget i dag tirsdag, og et resultat vil blive meldt ud i morgen onsdag.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stidsholt Efterskole er klar til tests og genåbning' til en bekendt