Tilladelse til lukning af grøft ved Voersaa

Tilladelse til lukning af grøft ved Voersaa

11. november 2020 - kl. 8:17 - af

Frederikshavn Kommune har efter vandløbsloven og bekendtgørelse om vandløbsregulering og restaurering m.v meddelt tilladelse til at lukke en eksisterende grøft på en matrikel i Nr. Voerså By (Albæk), beliggende ved ejendommen Østkystvejen 310.

Lodsejerne har søgt tilladelsen i forbindelse med et større, naturforbedrende projekt på matriklen, der involverer udvidelsen af en eksisterende sø.

Lodsejerne ønsker at udvide den eksisterende sø på matriklen. Formålet med lukningen af grøften er, at den projekterede udvidelse af søen placeres i umiddelbar nærhed af grøften. Lukningen sker for at undgå en eventuelt drænende effekt på søen. Alle udgifter forbundet med reguleringsarbejdet afholdes af lodsejer.

Tilkastning af grøften skal gøres med materiale opgravet i forbindelse med etableringen af søen. Der må ikke videreføres materiale fra arbejdet, som kan forurene vandløbet nedstrøms den pågældende strækning.

Frederikshavn Kommune vurderer, at en lukning af de ca. 200 m grøft ikke vil have en negativ indflydelse på de omkringliggende matrikler. Områdets topografi medfører, at grøften afvander mod vest, da det berørte område ligger på den vestlige side af vandskellet til Strengsholt Bæk. Projektets påvirkning af områdets dræning begrænser sig til lodsejers arealer.

Kommunen vurderer på baggrund af ovenstående, at der bør gives tilladelse til reguleringsprojektet efter vandløbsloven.

Forbedring af naturen
Kommunen har undladt at sende projektet i forhøring, før sagen blev behandlet, da det vurderes, at det ansøgte ikke har betydning for vandløbets afstrømningsmæssige eller miljømæssige forhold. Den pågældende vandløbsstrækning aftager ikke overfladevand fra omkringliggende matrikler, hvorfor en eventuel påvirkning på afvandingsforholdene i området som følge af lukningen er begrænset til lodsejers matrikel.

Endvidere oplyser ansøgerne, at de har været i kontakt med omkringliggende lodsejere i forbindelse med udarbejdelsen af ansøgningen. Disse har ikke haft indvendinger til projektet.

Det er kommunens vurdering på baggrund af en screening af projektet, at projektet ikke er omfattet af krav om miljøvurdering. Kommunen begrunder afgørelsen med, at projektet er af begrænset omfang og ikke medfører nogen risiko for miljø, biodiversitet eller menneskers sundhed, men derimod kan bidrage til en forbedring af naturtilstanden i det umiddelbare nærområde. Vandløbet er ikke omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser.

Frederikshavn Kommune vurderer, at det ansøgte projekt har en neutral til positiv effekt på levesteder samt yngle- og rasteområder for de nævnte arter, da lukningen af grøften muliggør en udvidelse af den eksisterende sø.

Dette vurderes at medføre en væsentlig forbedring af områdets naturtilstand og vil bl.a. øge områdets mulighed for at fungere som yngle-, raste- og fourageringsområde for vandflagermusen samt eventuelle eksisterende bestande af padder og krybdyr.

Tekst: Per Rye

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Tilladelse til lukning af grøft ved Voersaa' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger