Næste fastelavn vil alle klædes ud som sygeplejerske

24. marts 2020 - kl. 9:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Redaktionen har modtaget dette indlæg til debatten fra Klaus Hjulmand.

Man skal kende en fra sundhedsvæsnet for virkelig at forstå hvilken indsats de leverer lige nu, hvilket pres de arbejder under og efter hvad eksperterne siger, er vi kun lige startet, de næste 2-3 uger kan blive grimme.

Jeg ved, at vi er mange der i den grad værdsætter deres indsats, de er de sande helte, disse helte behøver ikke sætte sig selv i centrum, der er intet “hokus pokus mig i fokus” over deres ageren på Facebook eller andre SOME kanaler, vi ved det godt. V andre er taknemmelige over at I hver dag giver os en sikkerhed af at, det hele nok skal blive godt igen.

Vi har i Frederikshavn kommune en tradition for at løfte i flok, og hver hjælper og yder hvor man kan, også når krisen kradser.  Vi hjælper fordi vi kan og fordi sådan gør vi. Vi hjælper ikke for egen vindings skyld, så ville hjælpen jo også klinge lidt hult.

Flere har været imponeret og kommet med de forventelige automat likes på nyheden om, at vores borgmester har tilmeldt sig Frederikshavns kommunes jobbank under krisen, man må forstå at hun er klar til at trække i den hvide kittel igen.

Det er der intet galt i, i en krise skal vi jo alle hjælpe, men efter min mening er spin maskinen kørt et skridt for langt. Jeg og andre har kæmpe respekt for at man tilmelder sig, uanset hvad man i dag laver, men hvorfor er det nødvendigt at poste det på forskellige SOME medier og gå i
pressen med det? Man skal virkelig passe på med at fortolke, men i disse tider hvor meget handler om spin og PR, kunne nogen få den opfattelse, at det handler om at dyrke en popularitet, men sådan hænger det nok ikke sammen.

Min personlige mening er, at man som leder bliver på sin post, og indgår 100% i det kriseberedskab der kører i kommunen. Tænk hvis der pludselig kommer en situation med hurtige beslutninger, så dur det ikke at lederen er på andre vikaropgaver.

De sande helte er dem man ikke ser eller hører, men virkelig mærker når de mangler.