Sæby Familie- og Firmaidræt markerede jubilæum

Sæby Familie- og Firmaidræt markerede jubilæum

2. september 2019 - kl. 0:44 - af

Lørdag fejrede Sæby Familie- og Firmaidræt 50 års jubilæum ved lokalerne i Sæby Fritidscenter.

Formand Birgitte Vallin bød velkommen. Hun udtrykte glæde over, at foreningen har kunnet bestå i så mange år og samtidig har været i konstant udvikling.

Birgitte Vallin havde været i arkiverne og fundet nogle af de helt gamle protokoller frem. Dette indikerer, at foreningen helt præcist blev stiftet den 19. juni 1969 og primært startede med firmafodbold.

I 1997 flyttede foreningen lokaler til Sæby Fritidscenter, og man glæder sig nu til til næste at skulle flytte få meter i forbindelse med byggeriet af Sæby Spektrum.

En tidligere formand, Thorkild Carlsen, som også repræsenterede Idrætssamvirket i Frederikshavn Kommune, tog i sin tale udgangspunkt i dengang i 1972, da han kom i bestyrelsen, hvor ”Falck”-Richard Jørgensen blev valgt til formand.

”Det var dengang 11 mands fodbold, og hvis holdene ikke meldte sig til, efter at det havde været i avisen, kørte Richard rundt til virksomhederne og agiterede for, at de skulle med, og hvis ikke han kendte en af medarbejderne, gik han til ledelsen,” fortalte Thorkild Carlsen.

Der blev dengang kun holdt få bestyrelsesmøder – enten privat eller på Pluto Atlas Copco. ”Senere sørgede vi for at få valgt nogle bankfolk, for så var der lokaler at låne, og der blev endda betalt for øl og smørrebrød,” forklarede Thorkild Carlsen.

På et tidspunkt kom der penge fra Dansk Firma Idrætsforbund, fordi man nu fik tildelt penge fra tipsmidlerne.

I 1979 blev der sat gang i cykling med de for mange sæbynitter næsten legendariske ”Tour de Pedal”. Da man var flest, nåede man 400. ”Det var en fantastisk tid, hvor Tour de Pedal var det, som firmasporten var mest kendt for i Sæby.”

I starten af 1980’erne flyttede man til nye lokaler i kælderen på den nybyggede Sæby Skole, syd. Nye aktiviteter kom til, bl.a. indkøbtes billardborde, og dart, svømning, bordtennis, badminton, skydning og indendørs fodbold kom på programmet. Svømning var en kæmpe succes som familiesvømning med næsten 200 tilmeldte i Østervrå.

”Vi var nok en overgang lidt ugleset blandt nogle af byens øvrige foreninger, fordi nogle foreningen mente, vi tog deres voksne medlemmer, som de skulle tjene pengene på. Vi blev henvist til træningstider, som de andre ikke ville have,” erindrede Thorkild Carlsen.

Der blev gennem årene tildelt mange hædersbevisninger til ledere. Thorkild Carlsen nævnede bl.a. Flemming Kokholm, Willy Christensen, Carl Erik Pedersen, Erik Christensen og Yrsa Østergård.

”Alt i alt er det faktisk gået rigtig godt, og vi havde gode bestyrelser og mange medlemmer. Det er heldigvis fortsat med egne, gode faciliteter i Sæby Fritidscenter, hvir der kommer nye lokaler næste sommer – så held og lykke til jer i fremtiden,” lød det afslutningsvis fra Thorkild Carlsen.

Tekst og foto: Per Rye

Firma1

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sæby Familie- og Firmaidræt markerede jubilæum' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger