Stor opbakning til fastelavnsfest i Sæby Gymnastikforening
6. marts 2019 - kl. 8:16 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Mere end 200 forventningsfulde og udklædte børn og forældre deltog, da Sæby Gymnastikforening søndag holdt fastelavn for foreningens gymnaster, søskende og forældre.
Superhelte, politibetjente, kyllinger og mariehøns i alderen 0-10 år kæmpede om titlen som kattekonge og dronning i Sæby Fritidscenter, hvor Sæby Gymnastikforening traditionen tro holdt årets fastelavnsfest.
Inden tøndeslagning hyggede familierne sig med fastelavnsboller, chokoladeboller og en udfordrende redskabsbane for store og små. Formand for Sæby Gymnastikforening Stine Bæk Sørensen glæder sig over, at det igen er lykkedes at samle så mange børn og forældre til en hyggelig fastelavns-søndag.
”Det er nu 3. gang, at vi holder fastelavnsfest. Og festen bliver kun større for hvert år. Vi prioriterer og værner om foreningens sociale arrangementer, da de netop er med til at skabe et stærkt tilhørsforhold i foreningen, som smitter af på træningen i hverdagen”.
Gymnasterne samles allerede igen søndag den 31. marts, når Sæby Gymnastikforening holder den årlige forårs-opvisning.
Er du interesseret i at blive en del af Sæby Gymnastikforening så kontakt formanden for Sæby Gymnastikforening, Stine Sørensen, tlf. 2283 3934.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stor opbakning til fastelavnsfest i Sæby Gymnastikforening' til en bekendt