Anker’s Point ved Ækvator er opkaldt efter en Sæbynit

19. januar 2019 - kl. 1:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Stedet, hvor Ækvator krydser nul-meridianen, er navngivet Anker’s Point – opkaldt efter en Sæbynit.

På et tidspunkt gav skibsbygningsingeniør, sidenhen forfatter og nu ”livsnyder” Anker W. Lauridsen sig i kast med arbejdet på et maritimt leksikon. Han undrede sig i den forbindelse over, at præcis det punkt, hvor Ækvator krydser nul-meridianen i Atlanterhavet ud for Afrika ved ”Guldkysten” ud for Ghana, ikke havde noget navn.

Det måtte naturligvis undersøges nærmere!

Anker W. Lauridsen har gennem hele sit liv været vidt omkring i verden. I dag nyder han sin pensionisttilværelse i Sæby.

Han siger: ”Jeg mener, at sådan et vigtigt punkt jo bør have et navn, og alle, jeg siden i den forbindelse kom i kontakt med, var af samme opfattelse, og de fandt min idé god.”

Anker W. Lauridsen tænkte, det kunne da være rigtigt morsomt og spændende at få punktet navngivet. Så han tog fat og mente, at ”ANKER’S POINT” måtte være det helt rigtige.

Tre væsentlige kriterier indgik i forslaget: Punktet er grundlæggende for al bestemmelse på vor fælles jord. Navnet relaterer til noget, som hele verden forbinder med noget maritimt – nemlig et anker – for at ankre et skib føles som noget symbolsk og kan samtidig være et holdepunkt. Og endelig gjorde det ikke noget, at navnet samtidig henviste til den person, der først undrede sig over, at punktet intet navn havde.

”Da der ikke er nogen regler for, hvordan et tænkt punkt får et navn, kan enhver tage denne bestemmelse.” Så nu har Anker bestemt, at punktet, hvor Ækvator krydser nul-meridianen i Atlanterhavet, hedder ”Anker’s Point”.”

Masser af henvendelser
Men en sådan beslutning om en navngivning skulle selvfølgelig gribes korrekt an.

Først kontaktede Anker W. Lauridsen Dansk Sprognævn, som konkluderede, at punktet ikke havde noget navn. Det undrede man sig faktisk over i sprognævnet. Heller ikke Kort & Matrikelstyrelsen mente, der forelå noget navn.

En mail fra Geography & Geology Institute ved Københavns Universitet oplyste, at punktet intet officielt navn havde. ”Så med deres hjælp prøvede jeg at gå videre med sagen,” forklarer Anker Lauridsen.

Han kom i kontakt med den danske ambassade i Ghana, som satte sig i kontakt med et center for geografisk information ved Ghanas Universitet, hvor det skulle vise sig, at man heller ikke her var bekendt med noget navn for det pågældende punkt.

”Ambassaden fandt min idé spændende og interessant og navnevalget glimrende,” fortæller Anker W. Lauridsen, der yderligere var i kontakt med en af Danmarks kendteste jordomsejlere, nyligt afdøde Troels Kløvedal. Heller ikke denne kontakt kunne relatere til noget navn.

Hvordan får et punkt et navn?
Det skulle imidlertid vise sig, at der er ganske mange formalia og faste retningslinjer, når et punkt skal have et navn.

Det daværende Farvandsvæsen orienterede om dette – specielt når det var i internationalt farvand. Der skulle udfyldes forskellige skemaer – og der var jo tale om et ”fiktivt punkt”.

Det bragte Anker Lauridsen til bl.a. FN’s ekspertgruppe for geografiske navne UNGEGN, hvor gruppens chairwoman Helen Kerfoot imidlertid ikke lige havde nogen klokkeklar løsning.

Men kontakten førte videre til lektor Peder Gammeltoft ved Afdelingen for Skandinaviske Studier på Københavns Universitet. Gammeltoft er chairman for den nordiske afdeling af FN’s ekspertgruppe for geografiske navne.

I Peder Gammeltofts svar hedder det bl.a.: ”Selv om det ikke er overvældende mængder, der er at finde om international navngivning, så er det utrolig svært at finde ud af, hvilke organisationer man skal henvende sig til, når det gælder international navngivning. Og i situationer som i din, hvor der er ønske om at navngive et ikke-stedfast punkt, bliver det ikke mindre besværligt. Jeg har igen nærlæst Helen Kerfoos brev til dig, og jeg må sige, at jeg ikke er kommet i nærheden af at kunne udfordre hendes konklusion. Og dermed må jeg så også medgive, at jeg synes, din indstilling er fornuftig. Jeg håber, du kan anvende dette svar på en konstruktiv måde i dine bestræbelser.”

Punktet har været anvendt siden ca. 1783 og bruges stadig. Det GPS-udstyr, vi benytter i dag, bruger skæringspunktet mellem nul-meridianen og Ækvator som referencepunkt. Det betyder i praksis, at bruger man GPS i sin bil, refererer den til Anker’s Point, men bliver via computerprogrammer omsat til f.eks. gadenavne og kørselsanvisninger. Ligeledes er punktet gældende for al stedbestemmelse til søs og til lands.

Og det besluttede Anker W. Lauridsen sig så for at gøre noget ved, og lige pludselig er der slet ikke længere så langt fra Sæby i Nordjylland til Anker’s Point i Atlanterhavet ud for Afrikas kyst lige syd for ”Guldkysten”, hvorfra der i fordums tid foregik megen slavehandel.

Hvis man har lyst at læse mere om hele Anker W. Lauridsens historie, kan man besøge hans hjemmeside: www.ankerspoint.dk. Her får man beretningen på såvel engelsk som i en dansk oversættelse.

Tekst og foto: Per Rye