
Shelter bygget i Nellemanns Have på rekordtid
23. november 2018 - kl. 14:09 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nellemanns Have havde besøg af fire troldmænd i denne uge. Max, Hans Harald, Christian og Jes fra firmaet Shelterbyg.dk. De kom lige forbi og tryllede en bålhytte frem. Det skete på rekordtid.
Tirsdag kl. 9 rullede de ind i haven sammen med en lastvogn fyldt med byggematerialer. Lastvognen blev hurtig tømt. Dens kran blev derefter brugt til rejsning af stolper og spær. Inden frokost var både lastvogn og chauffør sendt hjem igen.
Så gik det for alvor stærkt.
De fire “shelterbyggere” arbejdede, så det slog gnister. Ved fyraften tirsdag var hele den bærende konstruktion færdig. Onsdag kom der tag på, og torsdag kl. 17 var bålhytten færdig.
De havde selvfølgelig forberedt sig godt hjemmefra. Det meste var lavet som byggesæt, som “blot” skulle samles. Men alligevel imponerende. Nu står bålhytten der. En megaflot bygning i en super kvalitet.
I løbet af næste uge kommer der borde og bænke i hytten. Der kommer også et bålfad. Så er hytten klar til brug. Der er opsat nogle simple regler for benyttelsen af bålhytten, så nu må man håbe, at alle havens gæster efterlever dem.
Bålhytten har plads til ca. 40 personer ved borde/bænke og til overnatning af ca. 20 personer.
Hytten må endnu ikke bruges til overnatning, da toiletfaciliteterne ikke er på plads endnu. De kommer til april 2019. Herefter bliver der mulighed for at booke shelterdelen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Shelter bygget i Nellemanns Have på rekordtid' til en bekendt