
Grundlovsforhør i Hjørring – to sigtet for indbrud
8. november 2018 - kl. 11:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nordjyllands Politis indbrudsefterforskere har gennem nogen tid efterforsket mod to personer, som mistænktes for at begå indbrud i sommerhuse fortrinsvist i Nordjylland.
I går skred politiet til anholdelse af to mænd, som havde indlogeret sig i et sommerhus i Fjerritslev. De to mænd er 40 og 26 år og stammer fra henholdsvis Frederikshavn og Midtjylland. De sigtes indledningsvist for fem forhold af indbrud i sommerhuse. Indbruddene har fundet sted fra ca. 20. oktober og frem til i går den 7. november 2018. Kendetegnet har været, at der fortrinsvist er stjålet designermøbler.
”I forbindelse med ransagninger i går fandt vi et lagerlokale i Himmerland med adskillige designerstole og lamper. Nu går vi i gang med at finde frem til, hvor disse effekter stammer fra. Vi formoder, at antallet af sigtelser mod de to mænd vil stige,” udtaler efterforskningsleder Mikkel Brügmann.
Der var grundlovsforhør i sagen kl. 11.00 i dag i Retten i Hjørring.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Grundlovsforhør i Hjørring – to sigtet for indbrud' til en bekendt