
Springteam Sæby – forrygende start på årets konkurrencesæson
2. maj 2018 - kl. 9:13 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Byens gymnastikforening, Springteam Sæby, har taget hul på årets konkurrencesæson for alle rækker. Det er en stolt forening, der fortæller til saebyavis.com, at foreningen igen sætter sine spor på landkortet ved at levere fantastiske resultater. Konkurrencerne strækker sig over månederne fra januar til juni.
Et af Springteam Sæbys hold, minitalent, er som det første i år igennem deres konkurrencer for dette år. Det var en flok meget glade piger, der kunne vende hjem fra Vejen, med den bedste samlede score på rytmeserie, spring på bane og spring trampet og dermed en guldmedalje om halsen i 2. division! Pigerne er blevet fejret i denne uge med en ”Guldfest” i Sæby Fritidscenter.
Hen over de næste weekender frem mod starten af juni skal foreningens andre hold i konkurrence, og Springteam Sæby har lovet at vende tilbage med en status på hvordan konkurrencerne er gået.
Sæby Spektrum
Springteam Sæby træner til daglig i Sæby Fritidscenter. Her har foreningen udviklet sig siden 2002 fra at være en forening med 30 medlemmer, til i dag at have godt fat i alle Sæbys børnefamilier og dermed nærme sig 200 medlemmer. Det betyder at Springteam Sæby kan nikke genkendende til de nyeste medlemstal fra gymnastikorganisationerne, der beskriver endnu et år med tilgang til gymnastikforeningerne. Det glæder derfor foreningen, at de på generalforsamlingen i Sæby Fritidscenter d. 18. april kunne høre, at Sæby Spektrum er lige rundt om hjørnet.
Det vil for Springteam Sæby betyde, at de vil få mulighed for at tilbyde træning til de børn, der i dag står på venteliste til at komme på hold og samtidig få nogle tidssvarende faciliteter, der kan højne foreningens niveau yderligere på alle hold.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Springteam Sæby - forrygende start på årets konkurrencesæson' til en bekendt