
Fjernvarmerør i en del af sydbyen udskiftes
13. april 2018 - kl. 11:36 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Varmeværk er klar til en renovering og udskiftning af fjernvarmerør langs Karetmagervej og Hjulmagervej i det sydlige Sæby. Rørene er ved at blive klargjort, så arbejdet kan påbegyndes inden for en uges tid. Det forventes afsluttet lige efter sommeren.
Driftsleder ved Sæby Varmeværk, Pouli Rugholt, oplyser, at nogle af de nuværende varmerør ved Karetmagervej og Hjulmagervej var blandt de første, der blev lagt i forbindelse med udstykningen af Sæby Søndermark tilbage i 1970’erne.
Dengang for omkring 50 år siden blev stålrørene lagt ind i beton, hvilket har vist sig at give et ret stort varmetab. Det er man selvfølgelig interesseret i at minimere. Så de nye stålrør, der graves ned, er fremstillet som præisolerede, hvilket betyder, at rørene er isoleret med skum og plastikkappe omkring.
Udskiftningen kommer primært til at berøre stamvejen ved Karetmagervej og Hjulmagervej helt frem til Farvervej samt stikvejene med ulige husnumre. Lige numre er allerede omfattet af nye rør.
Pouli Rugholt oplyser, at Sæby Varmeværk hvert år forskellige steder rundt i byen udfører renovering af varmerør for omkring 5 mio. kr. i det omgang, det skønnes nødvendigt.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fjernvarmerør i en del af sydbyen udskiftes' til en bekendt