
Forårsmesse hos Sæby Lastvognsopbygning
7. marts 2018 - kl. 13:15 - af Henrik Christensen
Fredag den 16. marts fra kl. 12-18 og lørdag den 17. marts fra kl. 10-16 afholder Sæby Lastvognsopbygning, Jupitervej 12, traditionen tro forårsmesse for alle interesserede i lokalområdet. Der bydes indenfor til et kig på de mange flotte stande samt et besøg i deres café til gratis kaffe, øl, vand og pølser.
Flere af Sæby Lastvognsopbygnings trofaste leverandører udstiller på dagene med et bredt udvalg af deres produkter, hvor der gives gode messerabatter. Leverandørerne er klar til at besvare tekniske spørgsmål. Sæby Lastvognsopbygning har desuden en stand med et stort restmarked, hvor der vil være rigtig gode udsalgstilbud de to dage.
”Sæby Lastvognsopbygning er til daglig lokal leverandør til industri og landbrug med bl.a. hydraulik, værktøj, traktorreservedele, løfte- og surringsgrej m.m., men der sælges også til privatpersoner, som kommer ind i vores butik og køber bl.a. bilbatterier, haveredskaber, værktøj, olieprodukter, kvalitets bilreservedele, bolte, skruer, jern, finérplader og meget andet, og folk bliver ofte overrasket over, hvor meget vi har, og hvad vi kan skaffe”, siger indehaver Tage Madsen.
Sæby Lastvognsopbygning har over 7000 varenumre.
Lørdag kl. 12.00 bydes der som forrige år på et stort havetraktortræk show afholdt af slædeteam Dybvad. Noget som sidste år fik rigtig stor opmærksomhed. Som noget nyt, vil der i år også blive udstillet veterantraktorer og veteranlastbiler på pladsen.
Forårsmessen startede for flere år siden, og har udviklet sig til at blive en fast årlig begivenhed, som stadig flere og flere besøger.
Tage Madsen ser frem til et stort fremmøde, hvor alle og enhver er mere end velkommen til at kigge forbi forårsmessen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forårsmesse hos Sæby Lastvognsopbygning' til en bekendt