
Landsomfattende konflikt truer fra den 4. april
6. marts 2018 - kl. 11:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fra læsere har avisen modtaget opfordringer til at skaffe et overblik over, hvor der eventuelt kan forventes strejke med arbejdsnedlæggelser den 4. april, hvis overenskomstforhandlingerne fortsat forbliver uløste. Samtidig kan der meget vel fra arbejdsgiverside blive varslet lockout, så konflikten bliver endnu mere omfattende.
Den såkaldte “danske model” betyder, at overenskomster altid søges forhandlet på plads mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. I 2013 var der en længerevarende lockout inden for det offentlige område, inden den daværende Thorning / Corydon-regering foretog et lovindgreb for at standse lockouten. Det udløste massive protester og blev kaldt både et overgreb og “et mordforsøg på den danske model”.
Uden at ville “lægge hovedet på blokken” har avisen forsøgt at skaffe et overblik over, hvordan det er ud i skrivende stund den 6. marts. Bryder konflikten ud, vil den være særdeles omfattende!
Sygehussektoren
Hospitalerne i hele landet bliver berørt af en kommende konflikt.
Det står fast, efter at Overlægeforeningen og Yngre Læger sammen med de øvrige organisationer i Akademikerne har afleveret deres strejkevarsler til Danske Regioner. Der er varslet strejke på samtlige anæstesiafdelinger og radiologiske afdelinger på sygehusene landet over! Det betyder, at fx læger, der skal lægge bedøvelser, går i strejke; dermed kan stort set ingen planlagte operationer gennemføres. Kun helt akutte og livsvigtige operationer gennemføres. Ingen liv bringes i fare, understreges det.
“Vores mål er, at konflikten skal kunne mærkes, men uden at patienternes liv eller førlighed sættes på spil,” siger Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen og Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger.
De to lægeforeninger har i lighed med alle andre offentlige organisationer udtaget ca. 10 % af medlemmerne til konflikt. Men i stedet for at gå efter bestemte hospitaler og regioner har man valgt 2 specifikke områder: anæstesiafdelingerne og radiologiske afdelinger.
I Nordjylland vil det primært ramme sygehusafdelinger i Aalborg, Hjørring, Farsø, Hobro og Thisted.
Lærere og pædagoger
Danmarks Lærerforening og Pædagogernes fagforening BUPL har udtaget følgende kommuner til strejke med primært lærere og pædagoger: Ballerup, Gentofte, Haderslev, Herning, Høje-Taastrup, Kalundborg, Nyborg, Silkeborg, Vejen samt Aalborg.
Inden for staten er disse arbejdspladser udtaget til strejke, for så vidt angår lærere og undervisere: SOSU Nord (i Aalborg og Hjørring), SOSU Fredericia-Vejle-Horsens, SOSU Syd, Fødevarestyrelsen, UCC, Styrelsen for It og Læring, Undervisningsministeriet, STUK, N. Zahles Gymnasium Grundskole, Herlufsholm Skole og Gods samt Center Jelling.
Endvidere er lærere, børnehaveklasseledere og konsulenter uden ledelsesbeføjelser på Geelsgårdskolen i Virum inden for Regionsområdet udtaget til strejke.
Parterne på dette område er primært uenige om løn, frokostpause og en arbejdstidsaftale for lærere. Omkring 5.000 pædagoger og næsten 6.000 lærere er udtaget til strejke, idet Danmarks Lærerforening derved ønsker, som det udtrykkes, “at sende det kraftigste signal til arbejdsgiverne”.
I alt vil altså næsten 11.000 lærere og pædagoger indlede en strejke, hvis der ikke findes en løsning på en ny overenskomst på det offentlige område. Lærere og pædagoger er enige om en fælles strategi for strejken. BUPL varsler strejke i 12 kommuner rundt i landet.
Konflikten kan nå at blive langt mere omfattende, for KL har meldt ud, at man fra arbejdsgiverside vil fremkomme med lock out-varsler. Det vil så den kommende tid vise.
HK-området
På HK-området er der også varslet strejke landet over. På links nederst i artiklen kan man så samtlige kommuner og arbejdssteder, som rammes inden for administration og It.
I Frederikshavn Kommune rammes Borgerservice på Sæby Bibliotek, Borgerservice på Skagen Rådhus, Borgerservice på Frederikshavn Bibliotek samt området for pas og kørekort på Borgertorvet på Frederikshavn Rådhus.
Det må således betyde, at man i Frederikshavn Kommune fx ikke kan få udstedt pas eller få fornyet kørekort, hvis strejken bryder ud.
Magistre og akademikere
Dansk Magisterforening er også klar til strejke på det akademiske område. Et link nederst i artiklen viser en samlet oversigt over, hvor der rundt om i landet, risikerer at blive strejket. Det vil i vidt omfang ramme mange hospitaler og ministerier. Umiddelbart ser det ikke ud til, at de to STX-gymnasier i Frederikshavn og Dronninglund rammes i første omgang.
På Aalborg Universitetshospital gælder det alle afdelinger og kontorer.
Modsvar fra arbejdsgiverne
Modsvaret fra arbejdsgiverne kan tilsvarende blive massivt. KL’s politik er nemlig, at landets 98 kommuner er solidariske med hinanden, så ingen bliver taget som gidsel i en konflikt. Det vil sige, at selv afgrænsede strejker kan udløse landsdækkende lukkedage i form af lockout. Morgenavisen Jyllands-Posten citerer KL’s chefforhandler, borgmester Michael Ziegler, Høje-Taastrup Kommune, for følgende udtalelse: “Bliver nogle kommuner angrebet på nogle områder, lockouter vi alle medarbejdere på de områder.”
Parterne forsøger nu at løse problemerne i Forligsinstitutionen, hvor forligskvinde Mette Kristensen har den helt centrale rolle som mægler i konflikten på arbejdsmarkedet.
I mandags blev de egentlige forhandlinger i Forligsinstitutionen mellem de statsansatte og innovationsminister Sophie Løhde (V) indledt. I dag, tirsdag, er turen så kommet til det kommunale område, mens parterne på det regionale område afventer de øvrige forhandlinger. Det er aftalt, at alle møder foregår bag lukkede døre og omgærdet af fortrolighed.
Links til en lang række uddybende oversigter
Link til Yngre læger og Overlægernes konfliktvarsel og deres begrundelse for at varsle konflikt:
https://www.laeger.dk/
Her link til hvilke sygehuse, der rammes:
https://www.laeger.dk/her-varsler-overlaeger-og-yngre-laeger-strejke
Link til Danmarks Lærerforenings oversigt og begrundelser. Herfra kan linkes videre til hver enkelt skole og institution, som vil blive omfattet af konflikten:
http://www.dlf.org/loen-og-vilkaar/ok18/om-ok18
Link til HK, som skriver: ”Hvad, hvis der bliver konflikt”:
https://www.hk.dk/
Link til samlet oversigt over, hvor HK agter at strejke:
https://www.hk.dk/omhk/enhedssider/kommunal-ok18/konflikt-hvor
Link til, hvor Dansk Magisterforening vil foretage strejke:
https://dm.dk/Landingpages/OK18/Arbejdspladser
Få også et overblik via dette DR-link:
https://www.dr.dk/nyheder/indland/konflikt-kan-ramme-hospitaler-2000-laeger-varsler-strejke
TV2 har også et link til, hvor strejken rammer:
http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-02-27-saadan-rammer-en-storkonflikt-dig
Også Morgenavisen Jyllands-Posten har et stort, samlet landsomfattende overblik. Benyt dette link:
https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10377659/det-store-overblik-her-strejker-de-hvis-storkonflikten-rammer/
Link til Morgenavisen Jyllands-Posten, som skriver om konfliktvarslet fra lærere og pædagoger:
https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10381469/laererne-om-strejkeplan-vi-sender-det-kraftigste-signal-vi-kan-til-arbejdsgiverne/
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Landsomfattende konflikt truer fra den 4. april' til en bekendt