Rekordresultat i Sparekassen Vendsyssel

Rekordresultat i Sparekassen Vendsyssel

23. august 2017 - kl. 17:32 - af

Sparekassen Vendsyssel kan for 1. halvår 2017 præsentere det bedste halvårsresultat i sparekassens historie. Overskuddet for 1. halvår 2017 blev 207 mio. kr. før skat og mere end 70 % større end resultatet for 1. halvår 2016.

Moderat og kontrolleret vækst
Resultatet af den primære drift udgør 203,7 mio. kr. Det er lykkedes sparekassen at udbygge forretningsomfanget inden for alle væsentlige forretningsområder. Sparekassens samlede udlån er steget med 11,9 % siden ultimo 2016 til i alt 10,5 mia. kr. Indlån inkl. puljer er i årets løb steget med 16,9 % til 13,6 mia. kr.

Sparekassen har med virkning fra 1. januar 2017 købt 4 afdelinger af Den Jyske Sparekasse. Købet af de 4 afdelinger har tilført sparekassen ca. 12.000 kunder, 35 medarbejdere,
ca. 700 mio. kr. i udlån og ca. 1,0 mia. kr. i indlån inkl. puljer. De nævnte tal indgår i de ovenstående stignings- og volumental for udlån og indlån inkl. puljer. Korrigeres der for den købte volumen udgør stigningen i udlån 4,2 %, og stigningen i indlån inkl. puljer udgør 7,7 %.

Sammenlægningen med de 4 nye afdelinger er gennemført i løbet af 1. halvår 2017.

Sparekassens ledelse finder resultatet meget tilfredsstillende.

Sparekassen er godt kapitaliseret
Sparekassens egenkapital udgør 2,5 mia. kr., hvoraf garantkapitalen udgør 1,3 mia. kr.

Sparekassens kapitalprocent er 17,9 ultimo 1. halvår 2017, og er således væsentlig højere end det beregnede individuelle solvensbehov på 9,9 %. Sparekassen har således en meget tilfredsstillende solvensmæssig friværdi på 8,0 %-point.

Ud over at være særdeles solid har sparekassen også sørget for at være meget likvid i 2017. LCR er beregnet til 326 %, og den er væsentlig højere end lovkravet på 80 %.

Nedskrivninger
Nedskrivningerne på udlån og tilgodehavender mv. udgør 55 mio. kr. i 1. halvår 2017, og er dermed mere end halveret i forhold til samme periode sidste år. Det store fald i nedskrivningerne kan i stort omfang henføres til landbrugssektoren.

Landbruget har i flere år befundet sig i en indtjeningskrise, hvilket har medført relativt store nedskrivninger i sparekassens regnskab. I halvår 2017 har der været stigende afregningspriser på svinekød og mælk, og det forventes, at langt de fleste landbrug vil have en positiv konsolidering i 2017. Som følge af de stigende afregningspriser er nedskrivningsbehovet på landbrugskunderne markant lavere i 1. halvår 2017 sammenlignet med de seneste år.

Kursreguleringer
Sparekassen har i 1. halvår 2017 haft positive kursreguleringer på i alt 46 mio. kr. Aktierne bidrager positivt med 39 mio. kr., som primært stammer fra sektoraktier og anlægs-investeringer i ejendomsselskaber.

Kunder og garanter
Sparekassen har i 1. halvår 2017 haft en nettotilgang på godt 2.500 kunder ud over de tilkøbte fra Den Jyske Sparekasse. Det samlede kundeantal udgør pr. 30. juni 2017 ca. 114.000, hvoraf flere end 39.000 er garanter.

Sparekassen har god plads i Tilsynsdiamanten
Alle punkter i Tilsynsdiamanten er opfyldt. Pr. 1. januar 2018 indføres et nyt målepunkt i Tilsynsdiamanten vedrørende sparekassens 20 største eksponeringer. I forhold til den egentlige kernekapital (CET1) må disse maksimalt udgøre 175 %. Pr. 30. juni 2017 er eksponeringerne opgjort til 101,9 %, og sparekassen opfylder således nu det kommende målepunkt.

Sparekassen har på alle områder god luft og bevægelsesfrihed i forhold til grænseværdierne.

Forventninger til 2. halvår 2017
Ved at fastholde strategien og fortsat holde fokus på god kunderådgivning forventer sparekassen i 2. halvår 2017 at fortsætte den positive udvikling i kundetilgangen og øge forretningsomfanget med eksisterende kunder med deraf stigende indtægter. Sparekassens ledelse forventer, at resultatet af den primære drift for hele året vil ligge i niveauet 375 – 400 mio. kr., hvilket svarer til de udmeldte forventninger til 2017 i Årsrapport 2016.

Den fulde Halvårsrapport 2017 kan ses på www.sparv.dk.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Rekordresultat i Sparekassen Vendsyssel' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger