
”Glade Sommerdage” i Museumshaven i Sæby
29. juli 2017 - kl. 1:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
5. og 6. august er der igen “Glade Sommerdage” i Museumshaven i Algade i Sæby. Det foregår kl. 14-16 og arrangeres af Sæby Museums Forening i samarbejde med Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn. Sæby Museum er åbent begge dage.
“Glade Sommerdage” var et stort og populært arrangement, som afholdtes i flere år i og ved Museumshaven, og hvori bl.a. udklædte skuespillere fra Sæbyscenen deltog. Arrangementet fik kommunal støtte og ophørte ved kommunesammenlægningen i 2007.
Inspireret af ” Glade Sommerdage” startede de to foreninger nogle år senere med servering af kaffe i Museumshaven to dage i begyndelsen af august.
Flere af gæsterne udtrykte ønske om musikledsagelse til kaffen og den hjemmelavede lagkage, for at genskabe stemningen fra dengang Gustav Wied og Herman Bang besøgte Haven. Det lykkedes at få fhv. landsretssagfører Erling Mehlsen og fhv. erhvervschef Helge Wittrup til at underholde på henholdsvis tværfløjte og keyboard, og det medvirkede til at trække ekstra gæster til arrangementet i 2014-15 og 16. Og alle havde også glædet sig til gensyn og genhør med de to musikanter i år.
Men Erling Mehlsen, som er 104 år gammel, har desværre meldt afbud, og derfor leder de med lys og lygte efter alternativer.
Saltlandets formand Ninna Olsen udtaler: “Stor tak til Mehlsen og Wittrup for deres støtte. Vi håber alligevel på et par gode dage, alle er meget velkomne, og der er gratis entre”.
SIDSTE NYT: Det er netop lykkedes at få en aftale med Reinhardt Frahm, som kommer søndag og underholder. Reinhardt synger og har to venner med som spiller guitar og harmonika. Der arbejdes stadig på at skaffe musik til lørdag.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '”Glade Sommerdage” i Museumshaven i Sæby' til en bekendt