Båltale i Voersaa:<br> Pas nu på vores natur

Båltale i Voersaa:
Pas nu på vores natur

24. juni 2017 - kl. 18:43 - af

Båltalen sankthans aften ved Voersaa Ferie – Riverside – i Voersaa blev holdt af sæbynitten, formanden for SF Frederikshavn, Søren Visti Jensen, og vi har fået lov at bringe den. Tak for det.

Det er jo ikke første gang jeg har været båltaler her i Voerså – størstedelen af min kones familie bor jo som bekendt her – men det er første gang at rammerne har været så flotte og indbydende, som de er blevet nu.

Så lad mig med det samme udtrykke min store beundring for den forandring der er sket på begge sider af åen. Og ikke mindst den investeringslyst og det sammenhold, der har gjort alt dette muligt.

Det lover virkelig godt for Voersås fremtid, når der er sådanne lokale folk der tør gå foran og skabe udvikling. Og i den grad en udvikling der viser respekt for naturen og det, der oprindeligt var.

Og Voerså er jo også blevet en del af ”den bette trekant”, hvor det netop er de lokale kræfter i Præstbro, Lyngså og Voerså, der i fællesskab vil forsøge at løfte hele området ud af det dødvande, der ellers truer mange landsbyers eksistens.

Jeg håber virkelig det må lykkes for jer – og det tror jeg det vil, hvis I – fordelt i hele området – har flere projekter i ærmet som det flotte initiativ, der netop nu danner rammen om aftenens Sankthansbål!

For det er jo Sankthansaften vi skal fejre. En festaften, som ved kristendommens ankomst til det vilde hedenske norden blev gjort til en fødselsdagsfest for Johannes Døberen. Dette var de kristne missionærers bud på en grund til at markere den lyse årstid med en fest – heraf også navnet.

Men jeg er nu mest tilbøjelig til at fejre midsommeren i den ånd, som vore hedenske forfædre oprindeligt havde tiltænkt den.

De gamle nordboer fejrede naturen – og de utæmmelige kræfter der ligger heri – med at holde en fest på den længste dag, hvor natten er kortest og mest lys.

Hvor man næsten kan føle magien og det overnaturlige. Hvor både gode og onde væsner er næsten synlige. Hvor man næsten kan både lugte og smage mystikken i sommernatten. Hvor væksten og frugtbarheden er størst. Hvor alt står i fuldt flor. Hvor dyrene har deres unger i reder og krat, og hvor bonden kan aflæse den kommende høst ved at kigge udover de bølgende afgrøder – på en kølig og lidt blæsende sommeraften som denne.

Det var den årstid, hvor der i de gamle naturbaserede samfund var mest overskud til at elske hinanden – i den korte afmålte tid af året, hvor det daglige slid var mindst.

Vi var dengang i Norden et naturfolk, der endnu ikke havde mistet respekten for vores klode. Vi tilbad naturen og årets gang i ærbødighed, og vi tog ikke uden at give igen. Vi levede bevidst i en hårfin balance – men det var hårde tider, for naturen var både en gavmild tjener og en hård herre.

Folk blev ikke gamle. De sled sig op, og døde af sygdomme som vi i dag vil kalde banale. Og selv om man tilbad og ofrede til guder, hvis navne i dag for længst er glemt, så vidste alle, at mennesket kom efter naturen. Det var dens love der herskede over liv og død.

Man forstod og var indforståede med spillets regler og spillede med åbne kort – velvidende om, at i den sidste ende ville det naturbestemte altid tage det sidste stik hjem.

Sådan var det dengang. Og spillets regler har ikke ændret sig. Det eneste der er sket henover årtusinderne, er at den ene spiller i stigende grad er begyndt at snyde. Menneskene er fejlagtigt begyndt at tro, at de er blevet klodens enerådende herrer.

At naturen uden betingelser eller omkostninger kan beherskes. At vi hæmningsløst kan tage uden at give igen.
Homo Sapiens er blevet til Homo Egoistus, og følgerne er så småt begyndt at melde sig.

Vi er blevet for mange i forhold til hvor grådige vi er. Vi udpiner jorden. Vi umuliggør eksistensen for mange af de dyrearter, der var skabt i tiderne før vi selv var til.

Skabt af den selvsamme natur, som vi nu er ved at ødelægge. Naturen er blevet vores modspiller i stedet for at være vores medspiller.

Og vi gør det jo alle sammen. Vi køber og smider væk. Vi udleder kemikalier i vandløb, søer og have. Vi udleder giftig røg og ødelæggende drivhusgasser ud i den luft og den atmosfære vi indånder.

Vi fælder regnskove og laver dæmninger.

Vi tømmer havene for fisk og fylder dem i stedet med plastik. Vi løber fra vort kollektive ansvar, og gemmer regningen til vore børn. Og det værste er, at vi er så oplyste, at vi burde vide bedre!

Vi vælger de politikere, der ikke vil se realiteterne i øjnene. Vi har blind tiltro til dem der prædiker uhæmmet vækst i al evighed – i det mindste så længe det gælder for os selv i vor rige del af verden.

Det eneste der er vokset uhæmmet er menneskets tro på sin egen fuldkommenhed. Og vi har mistet fornemmelsen af, hvem den virkelige herre er. For naturen lader sig nok kue og bøje, men ikke besejre.
Vi kan fortsætte vor rovdrift og ødelæggelsestrang til en vis grænse. Men når denne grænse overskrides er modsvaret er på vej – og vi vil som altid i historien blive taberen.

Balancen er ved at tippe over, og hvis mennesket udvikler sig i en retning hvor naturen for alvor bliver truet, vil den svare voldsomt igen – og i yderste konsekvens gøre livet uudholdelig svært for mennesket.

Det er sket utallige gange i klodens historie at livsformer er gået under – og i vores tilfælde kan det ironisk nok blive vores egen skyld.

Temperaturen og havene kan stige – det sker allerede, og kan udvikle sig helt ud af kontrol, hvis vi ikke ændrer adfærd.

Havenes og de grønne planters evne til at producere ilt og liv kan blive hæmmet eller ødelagt af forurening eller rovdrift.

For slet ikke at tale om de lagre af komprimeret djævelskab vort militære vanvid – ved en bevidst politisk tåbelighed eller ved et uheld kan slippe løs.

Vi sidder med vores fremtid i hånden og naturen venter på svar. Og den kræver handling før det er for sent.
Skal menneskeheden ende med blot være en parentes i Jordklodens omtumlede historie – som dinosaurerne i sin tid en fejltagelse i skabelsens og naturens store hjul?

Jeg kender ikke svaret, men en sommeraften som denne får mig til at stille spørgsmålene.

Her midt i naturen, hvor alt er som det burde vedblive med at være. Sammen med vore gamle, vore børn og vore børnebørn og oldebørn – som det også burde være for altid.

Det er det Sankthans for mig altid vil handle om: Fællesskab og samhørighed mellem mennesker og den fri natur.

Hvor begge parter respekterer hinanden, og de roller vi hver især er blevet givet i en verden hvor kun de stærkeste overlever – og hvor de stærkeste ikke nødvendigvis er jordens mange og forskelligartede folkeslag!

Så når vi synger at vi elsker vort land, så lad os udvide det til at vi vil elske vor klode – og love hinanden at respektere dens natur og mangfoldighed som vi kender den i dag. Så vil kloden også være gavmild overfor sine mange folkeslag – og vi kan i tryghed for fremtiden alle nyde den lyse sommernat.

Tak for ordet.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Båltale i Voersaa:
Pas nu på vores natur'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger