
Foto: Benny Wæhrens
Søren Jensen A/S solgt
til Sæby EL A/S
4. januar 2017 - kl. 18:00 - af 020838
Det gamle el- og radiofirma Søren Jensen A/S i Sæby er per 1. marts solgt til kollegaen Sæby EL A/S ved Lars Andersen.
66-årige Ole Rørbæk Jensen, der har drevet familievirksomheden Søren Jensen siden 1985, har ønsket at gå på pension og hellige sig familien og sit politiske arbejde for Socialdemokratiet i Frederikshavn Byråd.
Indtil overdragelsen den 1. marts vil Søren Jensen A/S fra slutningen af næste uge holde stort flyttesalg fra forretningen i Krystalgade i Sæby.
Sæby El A/S køber firmaet Søren Jensen A/S men ikke bygningen, som Ole Rørbæk Jensen har solgt til anden side. Det er endnu ikke offentliggjort, hvad bygningen skal bruges til.
-Vi viderefører firmaet og beholder også det kendte navn Søren Jensen på en eller anden måde i vores nuværende firmanavn. Vi fortsætter også firmaet Søren Jensens tradition med at udleje for eksempel vaskemaskiner, hvor kunden betaler en månedlig ydelse også for service og reparation. Det er nyt hos os, men vi glæder os til også at kunne tilbyde vore kunder den ordning, siger Lars Andersen fra Sæby EL, som har butik og værksted på havnen i Sæby.
-Jeg er utrolig glad for, at Lars Andersen viderefører vores familiefirma og beholder navnet. Det er godt at vide, at vore kunder kan fortsætte i Sæby uændret, når vi har solgt, og vi ved jo, at Sæby EL er et godt firma med en god service, siger Ole Rørbæk Jensen.
Sæby EL bevarer også telefonnummeret 98461133, så de eksisterende kunder stadig kan få fat i en lokal elektriker og hvidevare-butik.
Firmaet Søren Jensen er oprindelig stiftet i 1948 af el-installatør Søren Jensen som el-installationsfirma med tilhørende butik. Adressen har altid været den samme, nemlig Krystalgade 6 i Sæby.
I 1985 blev sønnen Ole Rørbæk Jensen optaget i firmaet og har drevet det siden. I perioden har forretningen haft afdelinger både i Dronninglund og Frederikshavn.
Lokalpolitikeren Ole Rørbæk Jensen sidder i Frederikshavn Byråd for Socialdemokratiet med udvalgsposter i Kultur- og Fritidsudvalget samt i Økonomiudvalget. Han har meddelt, at han genopstiller ved kommunalvalget tirsdag den 21. november.
- Lars Andersen, tv, viderefører Ole Rørbæk Jensens firma. Foto: Benny Wæhrens
- To el-firmaer i Sæby bliver snart til ét. Foto: Benny Wæhrens
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Søren Jensen A/S solgt
til Sæby EL A/S' til en bekendt