Erhvervsuddannelserne rykker tættere på de nordjyske unge

Erhvervsuddannelserne rykker tættere på de nordjyske unge

7. oktober 2016 - kl. 8:52 - af

Det bliver i fremtiden lettere for de nordjyske unge, når de vil starte på en erhvervsuddannelse. De nordjyske erhvervsskoler har netop modtaget deres udbudsgodkendelser for de kommende år, og det åbner op for nye muligheder for de uddannelsessøgende og bedre udsigter for fremtidens faglærte arbejdskraft i Nordjylland. 

I fremtiden vil der blive udbudt flere af de såkaldte grundforløb 1 rundt omkring i Nordjylland, hvor unge kan starte på en erhvervsuddannelse lige efter grundskolen. Det gælder bl.a. i Fjerritslev og Frederikshavn hvor man fremover vil kunne vælge grundforløbet til hhv. kontor, handel og forretningsservice og til fødevarer, jordbrug og oplevelser.

Det er resultatet af den nationale udbudsrunde på erhvervsuddannelsesområdet, som Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har offentliggjort for nyligt. Udbuddet afgør, hvor landets erhvervsuddannelser bliver placeret fra 2017 og de kommende 5-10 år.

Flere steder med erhvervsuddannelsernes grundforløb
Regionsrådet har rådgivet ministeren om behovet for og placeringen af erhvervsuddannelserne i Nordjylland. Det glæder derfor regionsrådsformand Ulla Astman, at ministeren har fulgt mange af anbefalingerne, og at resultatet betyder, at der kommer flere grundforløb og dermed bedre adgang til erhvervsuddannelserne i regionen: 

– Det er en nødvendighed, at adgangen til erhvervsuddannelserne bliver så god for de unge som overhovedet muligt, for vi kommer til at mangle mange dygtige faglærte i årene fremover. Det viser bl.a. FremKom 3-analysen af fremtidens kompetenceudbud og -efterspørgsel, og derfor er det ekstra vigtigt, at det geografiske udbud ikke i sig selv bliver en barriere, siger Ulla Astman.

Uddannelser med lav søgning erstattes af nye muligheder
Nogle erhvervsskoler har valgt ikke at genansøge om uddannelser, som der typisk var meget lav søgning til, men får til gengæld ofte lov til at udbyde nye og mere fremtidssikrede uddannelser. Eksempelvis får Erhvervsskolerne Aars ret til at udbyde grundforløb 2 til Murer og Industritekniker, EUC Nord får ret til at udbyde Skibsmekaniker, EUC Nordvest får ret til at udbyde Anlægsstruktør, bygningsstruktør og brolægger, mens et af de nye grundforløb 2 på Tech College Aalborg er Vindmølleoperatøruddannelsen. 

I Nordjylland valgte 22 % af de unge i 2015 at starte på en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Selvom Nordjylland er den region, hvor flest unge vælger en erhvervsuddannelse, så er der stadig et stykke vej til den nationale målsætning om, at 30% skal vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen i 2025.

Det er med dette for øje, at Regionsrådet også i budgetforliget for 2017 valgte at sætte ekstraordinært fokus på erhvervsuddannelserne og muligheden for at få en praktikplads, forklarer regionsrådsmedlem Otto Kjær Larsen, som er formand for Udvalget for Vækst, Innovation og Kompetencer:

– Vi styrker indsatsen for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og for samtidig at få flere virksomheder i Nordjylland til at se potentialet i at tage flere elever i fremtiden, siger Otto Kjær Larsen.

Indsatsen skal ses i kombination med en større indsats, som Vækstforum Nordjylland og de nordjyske erhvervsskoler arbejder på i øjeblikket. Samlet set vil der således være både politisk fokus og midler til at lave udviklingstiltag i de kommende år, for på den måde at sikre, at Nordjylland også i fremtiden har kvalificeret faglært arbejdskraft.

Nationalt udbud af erhvervsuddannelser
Det nationale udbud af erhvervsuddannelser er en del af aftalen om ”Bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser” fra februar 2014. Udbudsrunden er gennemført i samarbejde mellem Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, landets fem Regionsråd samt Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU).

Følgende fire kriterier har ligget til grund for vurderingen af udbudsansøgningerne:

• Sikring af et geografisk dækkende udbud under hensyn til erhvervsudvikling og herunder det forventede lokale/regionale praktikpladspotentiale.

• Sikring af fagligt bæredygtige og kvalitativt forsvarlige uddannelsesmiljøer.

• Sikring af et geografisk dækkende udbud under hensyn til efterspørgsel og behov.

• Bidrag til opfyldelse af de fire reformmål for erhvervsuddannelserne; hhv. A) Flere elever skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse; B) Flere skal fuldføre en erhvervsuddannelse; C) Erhvervsuddannelserne skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige som muligt; D) Tilliden til og trivslen på erhvervsuddannelserne skal styrkes.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Erhvervsuddannelserne rykker tættere på de nordjyske unge' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER